FC Midtjylland lukker ned for deres racingsatsning i Superleague Formula. Kasper Andersen er allerede i gang med at sikre et sæde i formelklassen i den kommende sæson. Det skriver Midtjyllands Avis.
Angiveligt er det økonomiske problemer, der har ført til lukning af racerteamet. FC Midtjylland har tidligere åbent efterlyst sponsorer, og teamet var da heller ikke at finde på listen over tilmeldte, som Superleague Formula for nyligt offentliggjorde.
– Mit store mål er at fortsætte i Superleague Formula, og jeg har også kontakter til nogle hold, så jeg tror godt, jeg kan sige, at min fremtid på kort sigt kommer til at ligge i Superleague Formula, siger Kasper Andersen til Midtjyllands Avis i dag mandag.
– Jeg har i et stykke tid godt kunnet fornemme, hvor det ville bære hen. Bare det at man ikke længere har en god kontakt til sin arbejdsgiver er jo et tegn på, at det ikke går så godt. Så jeg har naturligvis ikke bare siddet med hænderne i skødet, men har været ude at undersøge mulighederne, siger han videre til avisen.
Kasper Andersen håber at have nyt inden for et par uger. Superleague Formula begynder 2010-sæsonen den 3./4. april på Silverstone. Ifølge Herning Folkeblad er folkene bag Kasper Andersen i dialog med to andre danske klubber.
Foto: Superleague Formula