Kasper Andersen og FC Midtjylland får besøg af en heldig dansk mekaniker, når femte afdeling af Superleague Formula køres på Monza.

Brian Nonboe Kristensen vil være del af Hitech-teamet, der driver FC Midtjyllands satsning i formelklassen. Den blot 20-årige mekaniker vandt oplevelsen i konkurrencen Årets mekaniker.

Kristensen skal dermed bytte værkstedet i Århus ud med de 750-hestes V12-racere først i Hitechs faciliteter på Silverstone, dernæst med pitten på historiske Monza.

– Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Jeg har ikke tænkt så meget over mine forventninger, men jeg tror det bliver udmattende. Du skal være hurtig og effektiv, du kan ikke hvile et øjeblik som del af sådan et team, siger Brian Nonboe Kristensen.

Foto: Superleague Formula