Fem kørere er inden i kampen om F1 VM 2010. Men af Mark Webber, Fernando Alonso, Lewis Hamilton, Sebastian Vettel eller Jenson Button er der ingen klar favorit – hvis man spørger dem selv.

– Jeg synes, vi alle er ret lige i øjeblikket. Det kan ændre sig hurtigt, både på en god og en dårlig måde for mig. Vi er på en knivsæg. Men jeg er meget, meget afslappet. Det er endnu et løb for mig. Jeg vil gøre mit bedste og pointene vil komme af sig selv, siger VM-etteren Mark Webber, der peger på Ferrari som mulige frontrunners.

– Jeg tror, at banen i Suzuka igen vil favorisere de førende i VM, men det betyder ikke 100 procent, at de vil vinde. Der er fem kørere med en chance for at vinde titlen, og jeg forventer, at McLaren vil komme stærkt tilbage igen. Så det er meget åbent, siger Ferraris Fernando Alonso og sender staffetten videre.

– Jeg synes, at VM stadig er helt åbent. Det er klart, at der er ikke plads til fejl, men enhver af top fem-kørerne kan nemt tage titlen. Det kan se ud som en ulempe at være bagud i pointene, men, tag ikke fejl, jeg ved, at jeg kan vinde dette mesterskab. Jeg er så besluttet som nogensinde om at beholde 1-tallet på min bil i 2011, siger Jenson Button, der dog ikke kommer ind på chancerne på Suzuka i teamets pressemeddelelse.

Det gør til gengæld Lewis Hamilton.

– Suzuka er et uafsluttet kapitel for mig. Jeg kørte, så godt jeg kunne sidste år, men bilen var bare ikke hurtig nok. I år holder jeg mig ikke tilbage – jeg behøver et stærkt resultat for at få mine titeldrømme tilbage på sporet, og det vil være mit fokus fra første øjeblik, jeg sidder i cockpittet fredag morgen, siger Hamilton.

Tyske Sebastian Vettel har været lidt efter i stillingen efter det famøse uheld med teamkammerat Webber i Tyrkiet. Men den unge Red Bull-kører tager andres favorisering af RB6’eren på sig.

– Det er altid nemt at udpege favoritterne på forhånd. Sidste år var vi meget hurtige her. Vores bil kan lide medium og hurtige sving, vi har nogle af dem her, og det er derfor, folk naturligvis ser os som favoritter, men vi skal stadig ud og bevise det. Det bliver en hård weekend, det er sikkert, siger tyskeren og tilføjer.

– Vejret er lidt af en ubekendt, særligt lørdag og søndag, så vi ser, hvad vi kan gøre, slutter han,

Se tidsskema, link til livetiming etc. på www.racemag.dk/events

Foto: Vodafone McLaren Mercedes