Mandefald i hårdt Rally Vestsjælland
Den ventede tvekamp mellem landets for tiden to hurtigste rallyhold skuffede ikke, da Rally Vestsjælland blev afviklet i weekenden som anden afdeling af det danske mesterskab, Dansk Super Rally.
Fra start tog favoritterne Kenneth Madsen fra Ruds Vedby og Mette Felthaus fra Horsens i Peugeot 208 R5 en kneben føring foran udfordrerne Simon Vallentin fra Holbæk og Peter Egholm fra Kirke Hyllinge i en Huyndai I20 Rally2. Fredag ved natopholdet var forspringet 8,4 sekunder, og lørdag aften i mål efter i alt 16 hastighedsprøver var det udbygget til 24,2 sekunder. Yderligere et minut efter kom den mangedobbelte mester Ib Kragh fra Juelsminde med Karsten Isaksen fra Egtved i codriversædet, også de i en Hyundai I20 Rally2.
Mange unge talenter deltog i Rally Vestsjælland, men i mål var det i høj grad de garvede rallykørere, der stod for de mest bemærkelsesværdige resultater.
Den erfarne kører Michael Broberg fra Låsby havde solgt sit gamle materiel og stillede op i en nyklargjort Ford Fiesta ST180 sammen med sin nye codriver Peter Lyngs fra Viborg. De var seedet så lavt som nr. 46, men i mål havde de en klar klassesejr med hjem og en opsigtsvækkende placering som nr. 17 af alle deltagende mandskaber.
Et rally byder også på ægte historiske biler, og her var der en klar sejr til de erfarne kørere Johnny Pedersen fra Slangerup og Monte-Carlo-køreren Per Brodersen fra Stauning. I en BMW M3 fra 1988 opbygget identisk med de biler, der vandt mange internationale løb i anden halvdel af 1980’erne, tog de en klar sejr og kom i mål på en stærk 13. plads blandt de 38 fuldførende.
Rally Vestsjælland var også skuffelsernes holdeplads for de 19 mandskaber, der udgik efter at være kørt af vejen eller med mekanisk defekt. Det ramte også de lokale helte Michael Lund og Johnny Drost Larsen fra Dianalund, der måtte parkere deres flotte, historiske Audi Quattro med teknisk defekt.
Næste afdeling af Dansk Super Rally afvikles lørdag den 24. juni på landevejene omkring Aalborg.