Det tyske formel 1-grandprix på Hockenheim var lige ved at blive et succesfuldt et for Kevin Magnussen og Renault. Bedst som man troede, at Kevin Magnussens stjerne var ved at falme med en række anonyme resultater, viste danskeren sit enorme potientiale frem.
Desværre valgte Renault en katastrofal strategi for Kevin Magnussen, der var helt oppe på 10. pladsen på et tidspunkt. Det kommer vi tilbage til senere.
Kevin Magnussen vandt fire positioner fra start ved at overhale sin teamkammerat Jolyon Palmer, Carlos Sainz og den efterhånden evige rival Kvyat.
Palmer røg ind i Massa i sving 1, og det gik ud over britens ene hjul – så meget, at han måtte pitte. Dermed var hans løb faktisk slut, før det begyndte.
I omgang 10 lavede Kevin Magnussen endnu en overhanlig. Oven i købet en fantastisk en af slagsen på Massa. Da Sainz først overhalede brasilianeren gled Kevin således med udenom Massa, som nærmest stod stille i sekvensen.
Desværre virkede danskerens pitstop endnu engang ikke veltimet. Således kom Kevin ud bag Massa, som var pittet stort set samtidig.
Heldigvis havde Kevin ikke mistet modet, og danskeren tog på fremrangende vis revanche og overhalede brasilianeren igen i en DRS-zone ned mod et sving. En flot overhaling, som krævede både mod og frækhed.
Igen på omgang 26 tog Kevin endnu en trumf, da han gled forbi Haas’ Guiterrez i endnu en DRS-zone.
Løbet blev overordnet – for de sekundære placeringer – afgjort på strategi. Således skulle (næsten) alle teams i pit tre gange, og her var Red Bull endnu engang skarpere end Ferrari.
Mod slutningen så det meget underligt ud, at Renault valgte at lade Kevin Magnussen blive ude på sine softdæk. Danskeren havde nemlig et sæt helt nye supersoft i pitten. Hvorfor Renault lod danskeren blive ud på banen skal være usagt. Det virkede godt nok som en tåbelig beslutning, som kostede Kevin mange placeringer.
Fra en position som nummer 12 gled Kevin stille og roligt tilbage i feltet på sine udkørte softdæk. Jeg vil gå så langt som at sige, at Renault ødelagde en flot dag for Kevin Magnussen (helt subjektivt!). Kevin Magnussen kunne med dagens præstation virkelig have vist sig frem. I stedet blev det til en meget skuffende 16. plads.
Red Bull virker derimod langt mere klare i deres strategier, hvor et team som Ferrari – udefra – ser ud til at skele for meget til konkurrenterne. Bl.a. derfor overhalede teamet efter det tyske formel 1-grandprix Ferrari som det næstbedst team i kampen om konstruktørmesterskabet.
Oppe foran var Hamilton aldeles suveræn. Allerede efter 11 omgange var han 5 sekunder foran Verstappen. Da Rosberg totalt missede sin start fra position 1, gled Hamilton og de to Red Bull kørere udenom. Verstappen kunne dog ikke holde Ricciardo bag sig, da han var på en anden strategi.
Dermed vandt Hamilton foran Ricciardo og Verstappen, og Rosberg skuffede enormt med en fjerdeplads.
En opsummering af Kevin Magnussens løb lyder på et mere end godkendt grandprix – et grandprix der dog blev ødelagt af en elendig strategi af Renault. I stedet for at blive nummer 12 eller 13 sluttede han som nummer 16 – hele 16 sekunder efter Kvyat.
Det kan synes som en bagatel, da der ikke var point indenfor rækkevidde. Det er det dog langt fra, idet Kevin Magnussen har meget mere brug for at fremvise et CV med en 12. plads og et avancement på 4 placeringer set over hele løbet. I stedet forblev det status quo – ikke på grund af egne evner, men pga. Renault-teamets mangel på samme.