Clio Cup-feltet i 2009 kunne som i flere andre DTC-supportklasser tælles på to hænder. Efter denne sæson har flere kørere sat deres biler til salg, mens andre stædigt holder fast i mærkeklassen med de små, hurtige franske racere.
Jacob Kristensen, der i 2009-udgaven tog tredjepladsen i den samlede stilling, er en af kørerne, der ikke sådan giver op. Clio Cup-veteranen vil også i 2010 lufte sin Renault på de danske baner, men det svindende deltagertal bekymrer ham.
– Vi skal have flere biler i klassen, og der står også adskillige biler rundt omkring. Der hersker dog desværre en lidt negativ stemning omkring Renault Clio Cuppen, da der ikke var så mange til start i år, siger Jacob Kristensen til Racemag.
Derfor har Kristensen, der til dagligt driver K Rejser, nu oprettet en støtteside på Facebook for at kortlægge interessen for Renault Clio Cup i 2010.
– Hvis der er nye kørere, der overvejer Renault Clio Cup, så forstår man godt, hvis de er lidt tilbageholdende. Det er baggrunden for gruppen på Facebook, så man kan lufte sin interesse og høre om, hvad der sker i klassen. Der arbejdes allerede på forskellige initiativer, blandt andet en demodag, så man kan afprøve en Clio Cup-racer, siger Jacob Kristensen til www.racemag.dk.
Du kan besøge, tilmelde dig og snuse rundt i Facebook-gruppen Clio Cuppen 2010 her.
Hvad synes du om initiativet og Renault Clio Cup? Giv din mening om artikel og cuppen herunder!
Foto: Birger Vilén