Abu Dhabi står for et af de æstetiske højdepunkter i årets F1-kalender, når billedskønne Yas Marina Circuit  byder op til ræs i tusmørke.

Men trods de nydelige omgivelser, så har løbet i emiratet traditionelt ikke budt på det bedste race. Det kan der dog blive ændret på denne weekend, hvor både Pirelli og F1-organisationen vil gøre sit til at drysse lidt mellemøstlige krydderier ud over Grand Prixet.

Pirelli medbringer en superblød compound, og til lejligheden er der indført to DRS-zoner på Yas Marina-banen efter banen er blevet kritiseret for at være mere end svær at overhale på.

Selvom Seb Vettel er løbet med VM, så er der fortsat kamp om pladserne bag ham – og en håndfuld af kørerne er nærmest desperate efter at afslutte sæsonen på bedste vis – på øverste podietrin.

Fernando Alonso har revanche til gode på banen i Abu Dhabi, men Scuderias kvalifikationsform har ikke været på toppen i anden halvdel af sæsonen. Det har vist sig at gøre Alonso og Ferrari afhængige af hvordan løbet udspiller sig – særligt mht. andres uheld.

– Jeg forstår helt og holdent, at det at vinde vil være meget svært. I den sidste del af sæsonen har de relative placeringer været meget klare, men vi har også set, at der har været betingelser, hvor vi har kunnet kæmpe om sejren; fx som det skete i Suzuka. Vi ved, at hvis vi får alt til at gå op, så kan vi kæmpe om top tre, men vores udgangspunkt i kvalifikationen er i tredje række. I løbet kan tingene så ændre sig, men det er den realistiske situation. Så vores mål er podiet. Bortset fra det, så vil det resultat fylde et hul i mit kabinet, da Abu Dhabi er det eneste løb i kalenderen, hvor jeg endnu mangler noget sølvtøj, siger Fernando Alonso og tænker tilbage på sidste års løb, hvor han og Mark Webber var de eneste udfordrere til Vettel om VM.

Netop Vettels form – og Red Bull Racings ditto – kan ingen vist pille ved i øjeblikket. Men på det seneste er flere kommet tæt på, blandt andet Jenson Button, der kunne skygge, men ikke true tyskeren i det seneste Grand Prix. Button håber at kunne køre andenpladsen hjem i VM, mens Hamilton med blot to sejre og en stribe sekundære placeringer (don’t mention the Massa-crashes) som bedste kan håbe på en tredjeplads – eller afslutte på toppen.

– Jeg har nogle fantastiske minder fra Yas Marina Circuit. Jeg startede fra pole position der i 2009, og jeg førte løbet indtil jeg var nødt til at stoppe med bremseproblemer. Sidste år sluttede jeg toer og satte hurtigste omgang, så vi tager dertil for at prøve at konvertere det til en løbssejr, siger Hamilton i en pressemeddelelse.

– Jeg tror, vi har alle mulige grunde til at være selvsikre i Abu Dhabi. Banen burde virkeligt passe til vores bil – vi burde kunne kapitalisere på layoutet for at maksimere fordelene ved DRS og KERS, som begge er meget stærke på vores bil. Red Bull og Sebastian har måske vundet begge mesterskaber, men jeg er stadig fast besluttet på at slutte godt af. Jeg har vundet to løb i år, og jeg ville elske at fordoble det for at give noget tilbage til Vodafone McLaren Mercedes, siger Hamilton.

Løbet køres søndag over 55 omgange. Følg det via livetiming her og se det på TV3+.

Se spilforslag og odds på F1 på Tipsomtips.com – klik her.
Sådan køres Etihad Airways Abu Dhabi Grand Prix (dansk tid):

Practice 1 Fredag 10:00
Practice 2 Fredag 14:00
Practice 3 Lørdag 11:00
Qualifying Lørdag 14:00
Race Søndag 14:00

Sådan gik det i 2010 – klik her.