I dag har Martin Marill offentliggjort, at han stiller til start i DTC i en Seat Leon. Sydsjællænderen skal køre i en Seat Leon Supercopa, der er bygget efter et andet reglement end de øvrige DTC-biler. Dermed er første kører i en bil uden for S2000-reglementet bekræftet til DTC.
Marrill kan efter seneste reglementsændring op til 2009-sæsonen stille til start i DTC-afdelingerne. Dog betinger reglerne, at gæstekørere i biler uden for reglementet skal starte bag S2000-bilerne og heller ikke kan score point til hverken DTC-mesterskabet eller DTC-cuppen.
– Det er korrekt, at der er blevet åbnet op for flere tilmeldinger til DTC med den seneste reglementsændring. Dog vurderer DTC A/S i hvert tilfælde både bil og kører, der skal være på niveau med det øvrige DTC-felt, siger Morten Alstrup, DTC A/S’ presseansvarlige til Racemag.
Supercopa-raceren har blandt andet turboladet motor med 300 hk og et moment på 340 Nm ved 2100 omdrejninger. S2000-raceren har til sammenligning, ifølge Seat Sport, 260 hk og et moment på 250 ved 7.000 omdrejning. Derudover er de aerodynamiske dele heller ikke inden for S2000-reglementet.
Martin Marrills Seat Leon Supercopa vil dele telt og faciliteter med Perfection Racing i DTC-paddock, men bliver anmeldt under M-Sport-navnet.
Foto: Seat Leon Supercopa som den, Martin Marrill skal stille til start med – kilde: Seat Sport