Sebastian Vettel var hurtigst i fredagens FP2 i Valencia. Det blev en rigtig tæt FP2, hvor P1 skiftede mange gange i løbet af sessionen.
Luftetemperaturen steg til 27 grader under træningen og banetemperaturen til 35 grader mod slutningen af FP2.
Fernado Alonso var den første til at køre tider, der matchede den hurtigste tid fra formiddagens FP1. Samtidig fulgte Paul di Resta godt med, og viste dermed at Force India er inde i en stigende formkurve i forhold til at nå de hurtigste biler i Formel 1-feltet.
Jenson Button blev første kører under 1:40.000 med en tid på 1:39.990, men den tid rakte kun til tolvtebedste tid, da FP2 var færdig. Kort efter han satte sin tid skruede flere af konkurrenterne op for tempoet. Nico Rosberg og Michael Schumacher i Mercedes bød ind med hurtigste tider sammen med Alonso.
Bruno Senna overraskede noget, da han kort efter markerede sig med en tid i toppen af tidstabellen. Han har længe været i skyggen af Pastor Maldonado hos Williams teamet, og hans sæde er noget truet i det traditionsrige engelske team. I FP2 rakte Bruno Sennas tid til dagens femtebedste.
Sebastian Vettel satte så de øvrige på plads, da han satte en tid på 1:39.334, som også blev den hurtigste tid i FP2. Tiden blev sat på Soft dæk – det blødeste af weekendens dæk, da det andet dækvalg er Medium dæk.
Force India kørte også meget hurtige tider med begge kørere, og Nico Hülkenberg endte med næstbedste tid. En god optakt for Force India teamet, der har danske Jakob Andreasen som chefingeniør. Det var især på langsiderne at Force India racerne var hurtige i dagens træning i Valencia.
Kamui Kobayashi fra Sauber viste endnu engang, at han er en hurtig kører, da han satte dagens tredjehurtigste tid. Efter ham fulgte Michael Schumacher med fjerdebedste tid, så han lever op til mange eksperters forventninger om, at han kan være en mulig joker til Europas Grand Prix.
Efter en times træning sadlede de fleste teams om, og begyndte at køre med fulde tanke. Det gjorde de for at teste deres racere i løbsetup – aerodynamik, dæk og undervogn opfører sig væsentlig anderledes med fulde tanke.
Pastor Maldonado der var hurtigst i FP1, så man ikke meget til i FP2 – og selvom Jenson Button var første kører under de 1:40.000, så var McLaren noget anonyme i dag fredag med Lewis Hamilton helt nede som nummer 14. Lotus bød heller ikke ind med rigtig hurtige tider i dag – Romain Grosjean blev ottendebedste i dag, og Kimi Räikkönen endte som nummer 11. Det er dog før set at Lotus først sent åbner op for posen med hensyn til at presse hurtige tider ud af deres racere.
Trods det øgede tempo i FP2 er hele 15 kørere nu inden for et sekund fra Sebastian Vettels bedste tid i FP2.
Der venter umiddelbart en tæt og hård kvalifikation i morgen, hvor der skal kæmpes for at nå med til Q3, hvor de ti bedste kørere dyster om pole position.
Resultatet af FP3:
| 1 | Sebastian Vettel | Red Bull Racing | 1:39.334 | |||
| 2 | Nico Hulkenberg | Force India-Mercedes | 1:39.465 | 0.131 | ||
| 3 | Kamui Kobayashi | Sauber-Ferrari | 1:39.595 | 0.261 | ||
| 4 | Michael Schumacher | Mercedes | 1:39.601 | 0.267 | ||
| 5 | Bruno Senna | Williams-Renault | 1:39.644 | 0.310 | ||
| 6 | Paul di Resta | Force India-Mercedes | 1:39.700 | 0.366 | ||
| 7 | Fernando Alonso | Ferrari | 1:39.733 | 0.399 | ||
| 8 | Romain Grosjean | Lotus-Renault | 1:39.868 | 0.534 | ||
| 9 | Mark Webber | Red Bull Racing | 1:39.901 | 0.567 | ||
| 10 | Nico Rosberg | Mercedes | 1:39.926 | 0.592 | ||
| 11 | Kimi Räikkönen | Lotus-Renault | 1:39.945 | 0.611 | ||
| 12 | Jenson Button | McLaren-Mercedes | 1:39.990 | 0.656 | ||
| 13 | Pastor Maldonado | Williams-Renault | 1:40.075 | 0.741 | ||
| 14 | Lewis Hamilton | McLaren-Mercedes | 1:40.147 | 0.813 | ||
| 15 | Felipe Massa | Ferrari | 1:40.244 | 0.910 | ||
| 16 | Sergio Perez | Sauber-Ferrari | 1:40.511 | 1.177 | ||
| 17 | Vitaly Petrov | Caterham-Renault | 1:40.963 | 1.629 | ||
| 18 | Daniel Ricciardo | STR-Ferrari | 1:41.121 | 1.787 | ||
| 19 | Heikki Kovalainen | Caterham-Renault | 1:41.197 | 1.863 | ||
| 20 | Jean-Eric Vergne | STR-Ferrari | 1:41.263 | 1.929 | ||
| 21 | Timo Glock | Marussia-Cosworth | 1:42.424 | 3.090 | ||
| 22 | Charles Pic | Marussia-Cosworth | 1:42.958 | 3.624 | ||
| 23 | Narain Karthikeyan | HRT-Cosworth | 1:44.201 | 4.867 | ||
| 24 | Pedro de la Rosa | HRT-Cosworth | 1:44.260 | 4.926 |



