Rally Liepāja er anden afdeling af FIA ERC og også andet rally i det såkaldte Ice Masters-mesterskab i mesterskabet.
Det er dog et væsentligt andet rally end 2013-udgaven, vundet af Jari Ketomaa, og blot én specialprøve er tilbage på tidsplanen i forhold til sidste år.
Rallyet har nu alene centrum omkring byen Liepāja, og navnet Ventspils er fjernet fra rallyets navn.
Der har været tvivl om hvorvidt det blev et sne- og isrally, men hård frost og muligt snefald omkring Kuldīga fredag kaafn forhåbentligt give noget hvidt underlag til deltagerne.
Rally Liepāja er samtidig også første afdeling i FIA ERC’s juniormesterskab for kørere under 25 år. Alle deltagerne kører i R2-maskineri og kæmper over syv afdelinger om udvalgte løb i 2015 i en R5-bil. Blandt talenterne er der flere nordiske, bl.a. Risto Immonen fra Finland, Petter Kristiansen fra Norge og Mattias Olsson fra Sverige – ingen danskere deltager.
Blandt de ERC-prioriterede kørere stiller Peugeot Sport igen med Craig Breen, mens Esapekki Lappi for første gang denne sæson vil være i aktion for Skoda Motorsport. Han får selskab af Sepp Wiegand fra Tyskland, ligesom Bryan Bouffier kommer frisk fra en andenplads i WRC i Rallye Monte-Carlo – i ERC skifter han dog M-Sport Fiestaen ud med en Citroën DS3 RRC. Det unge russiske talent Vasily Gryazin, Jaromír Tarabus, Kajetan Kajetanowicz (foto) og Robert Consani kan også forventes at markere sig med fremme.
Rally Liepāja skydes i gang fredag med kvalifikation, som FIA ERC som bekendt holder fast i, mens første egentlig prøve køres lørdag. Der er 12 specialprøver over 240 km, og det forventes, at der skal køres på sne- og isdækket grus hele vejen.
Du kan følge Rally Liepāja via livetiming og radio – find linket her.



