Esapekki Lappi fik det maksimale ud af sin startposition og forholdene efter førstedagen i Rally Liepāja.
Den finske Skoda-kører har 2,6 sekunder til det unge russiske talent Vasily Gryazin på blot 20 år.
Gryazin udnyttede fuldt sin startposition i første del af lørdagens kørsel, men denne fordel var væk, da prøverne skulle gennemkøres anden gang lørdag. Da var sporet kørt i sneen, og Lappi kunne rykke nærmere fronten.
Craig Breen ligger treer – en placering, han har snuppet fra Kajetan Kajetanowicz på femte prøve, da LOTOS Ford-køreren kæmper med at vænne sig til Michelins nye snedæk.
Sepp Wiegand, der var hurtigst i kvalifikationen og dermed kunne vælge startposition først, mistede masser af tid i formiddagens prøver, da han startede som syver. Tyskeren har dog hentet noget af det tabte og er femmer.
Bryan Bouffier, der overraskede i WRC i Rallye Monte-Carlo senest med en andenplads, førte rallyet tidligt i sin Citroën DS3 RRC, men måtte udgå efter at have ramt en halmballe. Skaderne betød, at motoren overophedede på franskmandens Citroën.
Rallyet fortsætter i dag søndag – følg det via radio og livetiming her.



