Nicki Thiim fik i søndagens løb på Oschersleben en tredjeplads, men desværre var det en hård duel med teamkollegaen Kévin Estre, der kom til at præge hans løb.

Thiim startede fra P3, og allerede i første svingkombination fik han udbremset René Rast. Dermed kom danskeren op på andenpladsen lige efter Sean Edwards – Kévin Estre kom ligeledes forbi Rast.

I mesterskabskampen for kørere var det afgørende, at netop begge Attempto-kørere kom foran Rast. Dermed ville Nicki Thiim stadig have en mulighed for at blande sig i titelkampen, når de to sidste løb køres på Hockenheim i oktober.

Oschersleben er en svær bane at overhale på, så det så længe ud til at placeringerne ville holde. Men så forsøgte Kévin Estre et overhalingsforsøg på sin danske teamkollega. Nicki Thiim måtte en tur uden for banen, og både Estre og Rast kom forbi. Kévin Estre havde fået beskadiget venstre forhjul og muligvis sit ophæng, da han ramte Thiim i sin oversatsede overhaling. Franskmanden måtte udgå af løbet kort efter.

Nicki Thiim fik dog tredjepladsen, men ærgeligt at det var hans egen teamkollega, der skulle udspille hans chancer i mesterskabskampen. Attempto-teamets teamchef Arkin Aka deltog i øvrigt selv i dagens løb, men efter den unødvendige kamp mellem hans egne kørere fortryder han måske, at han ikke blev i pit-boksen.

Michael Christensen beholdt sin femteplads, da starten gik, og holdt Klaus Bachler på pæn afstand løbet igennem. Efter Estre´s exit lignede det derfor en fjerdeplads til danskeren, men han fik en tidsstraf på grund af en overhaling i løbets slutsfase, hvor der fortsat var gult flag. Michael Christensen måtte derfor tage til takke med en 15. plads. Et ærgerligt resultat for Michael Christensen, der ellers havde kørt et godt og kontrolleret løb.

De sidste omgange kom der safety car på banen, da Philipp Frommenwiler måtte en tur i barrieren. Hans Porsche blev totalskadet, men han kunne selv gå fra bilen. Årsagen til uheldet lignede en kørefejl fra Frommenwiler’s side, da han lå i en tæt duel med en bagvedkørende, men det så ikke ud som om, der var berøring de to kørere imellem.

Christina Nielsen havde et svært løb i dag, da hun startede sidst. Samtidig havde teamet arbejdet meget med bilen natten over, og hun måtte undervejs også i pit flere gange blandt andet på grund af kølerproblemer. Dermed var hun ude at kampen om de forreste pladser i b-klassen.

Vinderen blev Sean Edwards, der førte fra start til slut, og René Rast kom ind på andenpladsen foran Nicki Thiim. Tolimit-teamet tog i går den samlede sejr for teams i Carrera Cup Deutschland.

Den 21. Oktober er det René Rast og Sean Edwards fra Tolimit-teamet, der skal dyste om, hvem af de to, der skal have sejren i mesterskabet for kørere.