I weekenden d. 8-10 Oktober 2021 løb DM revanchen af stablen og det foregik, som altid, på Københavns gokartbane, LUG. Specielt for denne weekend skulle et udvalg af kørere teste et nyt el-kart koncept – nemlig BSR 2.0 karts. Projektet er stablet på benene af KU, DASU og LUG der i samarbejde med BSR (Blue Shock Race) stillede med karter og udstyr, således at det var gratis for de deltagende kørere at være med.

Det var dog kun i miniklassen, at der var nok kørere og karts til at kunne stille med et helt felt, mens seniorerne måtte nøjes med at teste konceptet via træningssessioner.

Helt generelt har der ikke været meget opbakning omkring DM revanchen i år, hvilket også har resulteret i at OK klasserne ikke kørte med. Det satte dog ikke en stopper for flot race og en, som sædvanligt, rigtig god stemning på Amager-banen.

Ens udstyr giver spændende race

Især i Miniklassen mærkede man, hvordan brug af ens-for-alle udstyr sørgede for et mere lige felt: Det var tæt i Mini-feltet og om lørdagen blev løbets vinder først fundet i allersidste sving. Det blev Mathias Vester Kjellerup, der løb med lørdagens sejr efterfulgt af William Sterup Nielsen på andenpladsen og Sigurd Stubberup Frederichsen på tredjepladsen. Om søndagen var det Sigurd, der løb med sejren, endda med et godt stykke ned til resten af feltet, hvilket ellers ikke var noget man havde set meget af i weekenden. William og Mathias gjorde ham selskab på podiet på hhv. anden- og tredjepladsen.

Mini-karterne kører med en 7KW motor svarende til ca. 9.1 hestekræfter og med en topfart på 90 km/t.

I Senior-klassen lykkedes det at sætte en BSR elmotor på en almindelig Tony-kart. Det smarte ved lige netop det her el-kart koncept er nemlig, at motorerne er kompatible med forskellige karter. For seniorerne køres der med en 25KW motor, som giver en topfart på 120 km/t.

Selvom mange stadig er skeptiske overfor den manglende motorlyd, virker det til at el-kart konceptet stille og roligt vinder fremgang i Danmark.

Magnus Lundstrøm tager flot sejr i Cadett Junior

Det var dog ikke kun el-kart klasserne, der blev luftet i weekenden. Cadett Junior stillede med et felt på ni kørere. Her var Magnus Lundstrøm dominerende hele weekenden med hurtigste tid i tidtagningen, sejre i begge heats samt en overbevisende sejr i finalen. Marco Geist og Frederik Ravnkilde Larsen gjorde ham selskab på podiet.

Classic race

Som et modstykke til det spritnye el-kart koncept, bød weekenden også på classic race med klasserne pre. 89 og 95 samt pre. 2000.

Med kun en enkelt deltager i pre. 89 klassen, var der en sikker sejr til Christian Helmer Pedersen. I pre. 95 klassen var det Leif Saron Petersen, der tog sejren efterfulgt af Trine Larsen på andenpladsen og Keld Christiansen på tredjepladsen.

I pre. 2000 var det Tina Jørgensen, der løb med sejren efterfulgt af Jacob Gejl Pedersen og Jesper Vestergaard Folman. Tidligere verdensmester i karting, Gert Munkholm, kørte også med i klassen, men for ham var weekenden præget af uheld, så det blev desværre ikke til nogen podieplacering.

Med tre deltagere i 2000 plus, var der stor sandsynlighed for en podieplacering. Finalen blev vundet af Jens Dahlborn efterfulgt af Jan Ringstrøm Marvig og Morten Berg.

Se et udvalg af billeder fra weekenden her:

Alle weekendens resultater kan ses her.