Det unge talent Elliot Winther og Copytech Racing har med omgående virkning afbrudt samarbejdet. Det er beskeden i en kortfattet pressemeddelelse, hvor køreren, der er tredje generation af racerfamilien Winther, af teamet spås at kunne nå langt.

– Det er vigtigt for os at vi viser at vi er et godt bud på et Formel Ford team, og viser at vi viderefører de gode dyder som vi er kendt for. Det er desværre ikke muligt at gøre med den måde samarbejdet er skruet sammen på, siger teamejerne Ole Skov og Bjarne Rasmussen i pressemeddelelsen – uden på nogen måde at komme ind på detaljerne.

– Der skal ikke herske tvivl om at Elliot er en fremragende kører, der efter vores mening nok skal nå langt, især med den rigtige opbakning. Vi ønsker Elliot og familien Winther god vind fremover, slutter teamet i pressemeddelelsen.

– Elliot  kører igen i weekenden, men under vores egne rammer, siger Jens Winther jr., der endnu ikke selv kender årsagen til Copytech Racings udmelding.

Foto: Birger Vilén/DTC