Casper Elgaard førte fra start til mål i søndagens første heat på Jyllandsringen. Det bringer for alvor Elgaard ind i duellen om det samlede mesterskab mod teamkollegaen Dennis Lind, der blev ramt, og senere udgik. Lind førte ellers samlet, men nu er den føring rundet ned til et enkelt point.
Jan Magnussen fik en skidt start fra sin pole position, og mens Magnussen faldt et par pladser i starten, så grundlagde Casper Elgaard sin føring gennem første sving, skarpt forfulgt af Ronnie Bremer.
Starten var ganske ren i første og andet sving, men efter publikumslangsiden blev der skubbet en del i feltet, hvilket blandt andet gik ud over Marius Nakken og Dennis Lind. Nordmanden havde ellers fået en formidabel start, men alle planerne strandede, da Marius Nakken blev ramt og snurrede rundt. Lind måtte sidenhen udgå.
På første omgang gik Jan Magnussen i gang med at hente det tabte. Først overhalede han Kasper H. Jensen, og siden hentede Magnussen også Ronnie Bremer, som han imidlertid ramte efter publikumslangsiden. Det kostede Magnussen to strafbaner, men andenpladsen kunne han holde til mål.
Kasper H. Jensen kørte en fjerdeplads hjem efter en god duel med Michael Markussen:
– Bilen er ikke særligt god, så jeg tror, en fjerdeplads var helt godt. Der mangler greb, men jeg tror, vi har en løsning på det. Jeg havde en fed duel med Michael Markussen, som var super hurtig og kørte meget fair mod mig. Det er fedt, når man kan køre tæt på den måde, siger han.
5. pladsen var Markussen også ganske tilfreds med:
– 5. er godt. Jeg kørte lige så hurtigt som Kasper derude, og bilen virker god. Der sker altid en masse i starten, og jeg blev desværre indblandet i noget nede efter knækket på publikumslangsiden. Jeg var side om side med Mikkel C. over bakken, men han trak ind og bremsede enormt hårdt, så jeg ikke havde noget sted at køre hen – så ramte jeg ham, desværre.
Den udlægning er Mikkel C. Johansen ikke helt enig i:
– Jeg får et ordentligt skub bagfra, og det tog Marius Nakken med. Vi kører alle for det derude, og jeg holder min linje – og jeg ved, at dommerne kigger på det lige nu. Det kostede desværre vores chancer, så nu må vi vise, at vi kan overhale.
Casper Elgaard:
– Nu bliver det spændende. Dennis får en femteplads ind, når han bytter sin DNF væk, så han er ikke helt sat endnu. For ham gælder det nu om at nå frem til en god plads i finalen, men jeg skal slutte minimum som firer for at hænge på. Det er langt fra forbi endnu.
Jan Magnussen:
– Vi har et muligt koblingsproblem, som nok kostede starten. Vi har haft meget bøvl med ustabile starter hele året, så nu må vi lige tjekke det hele igennem og få det bedste ud af det.
Marius Nakken:
– Det var mega ærgerligt. Jeg fik en super start, grebet var godt. Jeg var oppe som treer eller firer, og tænkte, at der virkelig var gode muligheder i det løb. Men så bliver min bagende ramt hårdt efter publikumslangsiden, og jeg snurrer rundt. Jeg håber, der bliver givet en straf for sammenstødet, men heldigvis er der kun glasfiberskader på min bil. Virkelig et dumt resultat, når starten var så god, men bilen er klar til næste heat.
Det samlede resultat findes her:
http://raceresult.dk/pdf/tidliste-211-26.pdf



