Det blev til DTC-titel nummer fem i rækken for Casper Elgaard, der i 00’erne var en af de helt dominerende forcer i S2000-bilerne.

Den femte titel kom efter knap to sæsoners sejrstørke for Risskov-køreren, der først ved finalen i 2013 fik hul på bylden med sejr i det ‘nye DTC’. I går søndag kunne han så med to sejre og en tredjeplads lade sig hylde på FDM Jyllandsringen som mester 2014.

– Det er et af de bedre DTC-mesterskaber, jeg har vundet, men ethvert DTC-mesterskab er altid godt at få, men det, der gør netop dette her mesterskab specielt, er, at det er det første, jeg har vundet for mit eget team, siger Casper Elgaard i en pressemeddelelse.

– At bygge et team op og vinde et mesterskab sammen med gutterne, det er noget helt specielt.

Sejren i søndagens andet kvalifikationsheat kom bl.a. i hus, efter at Ronnie Bremer, Hvidovre, havde fået to strafbaner for en påkørsel, hvilket sendte Racing Factory-køreren fra første- til tredjepladsen. I finalen kæmpede de to så om sejren, men Casper Elgaard kunne holde føringen til det ternede flag.

– Nu da mesterskabet var i hus, så ville jeg også vise, at jeg er en værdig mester, siger Casper Elgaard.