Den firedobbelte DTC-mester Casper Elgaard forventer at have et par kasketter med i tasken til DTC i 2012. En kørerkasket og en der passer til en teamchef.

Aarhusianeren, der i Team Essex og Team Telesikring har taget knap en håndfuld titler, arbejder på at stille med et trebilsteam til DTC, Danish Thundersport Championship næste år. Og det bliver med ham selv som chefen.

– Jeg forventer at danne mit eget team. Om det bliver med to eller tre biler er ikke sikkert endnu, men jeg arbejder hen imod tre, siger Casper Elgaard i en pressemeddelelse.

– Det bliver mit eget team, hvor jeg bliver overordnet ansvarlig for teamet. Der skal selvfølgelig tilknyttes en række folk, som skal stå for alt det tekniske på bilerne og assistere ved løbsweekenderne, men til hverdag bliver det mig, der skal stå for teamet.

Endnu er der ikke navn på de øvrige emner til sæderne.

– Mit drøm med dette team er at skabe et grundlæg, hvor jeg kan hjælpe unge kørere frem, så de kan skabe sig en karriere i DTC og forhåbentlig herfra bygge deres karriere videre ud i verden, fortæller Casper Elgaard. Det vil typisk være kørere, som godt kan se, at det er svært at skaffe det nødvendige sponsorgrundlag for en dag at blive Formel 1-kører, men som ved, at der er andre måder at komme til at leve professionelt af motorsporten.

Den tidligere Le Mans-klassevinder er tidligere blevet kædet sammen med John Nielsen i DTC i den kommende sæson, mens han også selv er manager/coach for Kean Kristensen.

– Jeg håber, at jeg på sigt kan skabe det økonomiske grundlag for, at jeg selv kan gå ud at plukke kørerne. Jeg ved selv, hvor svært det er at komme frem i denne sportsgren, når man ikke har store sponsorer bag sig. Jeg håber, at jeg kan skabe et fundament, der kan hjælpe unge kørere videre. DTC er jo et sted, hvor jeg selv har startet min karriere, og det vil den nye klasse også kunne gøre for andre kørere.

Der forlyder ikke noget om den tekniske side samt hvilke partnere, der er med i projektet.