Den tidligere DTC-mester Casper Elgaard stiller atter til start i en forhjulstrækker. Sammen med Jens Møller skal han køre SEAT Leon for FDM Motorsport. Men mens resten af DTC-feltet denne weekend tager hul på sæsonen, sidder Elgaard i Team Essex’ Porsche Spyder på Spa-banen.

– Det irriterer mig godt nok grueligt, at det er Åbningsløbet, jeg skal misse, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg har en vigtig opgave på Spa med Team Essex, og det er bare uheldigt, at det skal falde sammen med Åbningsløbet, siger Casper Elgaard i en pressemeddelelse

Elgaard får dermed først sin sæsondebut om to uger på Padborg Park.

– Muligheden for at skabe vores DTC-team kom sent, men jeg synes, at vi fik lavet en god generalprøve, hvor vi har kunnet kikke alle tingene igennem, og her tænker jeg ikke kun på bilen, men også vores telt for at se, hvordan alting fungerer, siger Elgaard.

– Vi er ikke i tvivl om, at vi har to biler, der har stort potentiale, og jeg er ikke i tvivl om, at vi har fået sammensat et team, der har stort potentiale, så hvis vi kan få de to ting til at gå op i en højere enhed, og få arbejdet os frem med bilen og setup og komme den rigtige vej, så er jeg sikker på, at vi nok skal komme op og drille de forreste på et tidspunkt. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med den første test, vi havde for en uge siden. Vi var omkring et halvt sekund fra at være der, hvor vi skal være, for at vi kan lege med. Det synes jeg er meget godt, når man tænker på, at det var første gang, at vi kørte med bilerne, slutter Elgaard.

Foto: Christina Kronborg