Peter Elgaard har fredag offentliggjort en TV-aftale med TV2’s nye sportskanal for 2015. Et tiltag, som har været savnet i en årrække, både fra kørere og teams, publikum – og TV2.
I pressemeddelelsen fra DTC A/S skriver Peter Elgaard, at live-dækningen har været målsætningen lige siden klassen blev relanceret i 2012:
– Det har taget os nogle år at få klassen op på det niveau, der gør den værdig til live-tv. For os er aftalen med TV 2 et stort skridt i den rigtige retning. Det en rigtig glædelig nyhed, at vi nu er tilbage i folden, og dansk motorsport får et enormt løft af det samarbejde her. Det er ikke bare DTC, der er lykkelig, men hele unionen og vores supportklasser, der også får glæde af samarbejdet, siger Peter Elgaard.
Også Frederik Lauesen, TV2’s sportschef, er glad for at have dansk motorsports kongeklasse tilbage på skærmen:
– DTC er det ypperste indenfor dansk motorsport, og når vi etablerer en ny, dansk sportskanal, er det helt rigtigt, at vi også får DTC på denne TV 2-kanal, fortæller han og fortsætter:
– Historisk set har vi haft et glimrende samarbejde med Peter Elgaard og DTC- folkene, blandt andet da vi viste DTC på ZULU, og det ser vi frem til at have igen.
DTC fortæller også, at der i 2015 bliver syv afdelinger af mesterskabet. Seks på dansk asfalt, inklusive de to bybaner i Aarhus og København bybanen i Aarhus [der var vi lige hurtige nok – der er p.t. ingen aftale omkring DTC ved CHGP, red.], samt en efterhånden traditionel smuttur til Rudskogen i Norge.
Én af klassens hovednavne, tidligere F1-kører, Le Mans-vinder og DTC-mester, Jan Magnussen, ser frem til igen at være på live-tv:
– Jeg synes, at det er det vigtigste skridt, der er taget i det nye DTC’s historie, og det vil være med til at få os tilbage, hvor vi burde være og vise så mange som muligt, hvilket fantastisk show vi leverer,” siger Jan Magnussen.


