DTC får igen selskab af Renault Clio-racerne, når Juniløbet afvikles på FDM Jyllandsringen. Michael Christensen og Jacob Kristensen har skilt sig ud i toppen, men lige bag dem lurer et par kørere, der rager stadig flere point til sig.

Martin Frederiksen indtager i øjeblikket tredjepladsen i mesterskabet og håber at kunne give de to foran lidt kamp.

– Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til både at holde placeringerne og også køre mig frem til dem. Det beviste jeg i hvert fald ved det seneste løb på Padborg Park, siger Martin Frederiksen i en pressemeddelelse.

– Jeg vil gerne op at have en anden- eller en førsteplads, men jeg er nødt til at være realistisk omkring det. Der er bare et gab mellem Michael og Jacob og så vi andre. Her har jeg været privilegeret af at være den hurtigste af udfordrerne, men de andre bliver hurtigere og hurtigere, så jeg skal også have fundet noget mere for at kunne holde min placering, siger Frederiksen og peger selv på debutanten Christian Siepmann.

Stillingen i Renault DTC Light Cup før Juniløbet:

1. Michael Christensen 114
2. Jacob Kristensen 108
3. Martin Frederiksen 82
4. Roland Poulsen 64
5. Jan Seerup 55
  Ronni Nielsen 55
7. Jan Engelbrecht 54
8. Christian Siepmann 52

Formel Ford retur til Jyllandsringen

Denne weekend kører Formel Ford-mesterskabet den femte afdeling i årets mesterskab. Alligevel er det blot anden gang, at formelracerne kører på banen ved Resenbro.

Jesper K. Egebart, Mikkel C. Johansen og Martin Lumholt i Formel Ford DM 2010

Udover FDM Jyllandsringen er der også kørt på Ring Djursland, Padborg Park og Zandvoort. Og den varierede løbskalender har givet en lige så varieret resultatliste, hvor hele tre kørere har formået at score maksimumpoint.

Senest var det Herlev-køreren Kean Kristensen, der med succes i Holland strøg til tops i mesterskabsstillingen. Men det unge talent møder hård modstand fra Jesper K. Egebart og Mikkel C. Johansen. Også Elliot Winther og Martin Lumholt banker på for at komme med øverst på podiet.

Stillingen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford inden Juniløbet:

1. Kean Kristensen 131
2. Mikkel C. Johansen 129
3. Jesper K. Egebart 117
4. Niels-Ejnar Rytter 88
5. Elliot Winther 81
6. Martin Lumholt 64
7. Christina Nielsen 58
8. Frank Mortensen 43
9. Thomas Lund 33

Tæt i Yokohama Cuppen

Før Juniløbet står det helt lige mellem Steffen Larsen og Anders Majgaard i den Peugeot-prægede Yokohama Cup. De to løver ligger helt lige i toppen af stillingen. Også her har tre kørere delt løbssejrene mellem sig, men det kan ændre sig denne weekend, da Larsen og Majgaard begge skal have 80 kilo succesballast i bilerne.

Derfor peger meget i retningen af en David Falch eller Peter Olsen først over stregen. Begge har vist god fart i sæsonen, men resultaterne er ikke helt derefter. Dermed ligger de to længere nede i tabellen og vægtskalaen forud for løbene.

Stillingen i Yokohama Cup før Juniløbet: 

1. Steffen Larsen Peugeot 307 68
  Anders Majgaard Peugeot 308 68
3. Bruno Rasmussen Peugeot 307 53
4. David Falch Peugeot 308 47
5. Lasse Rolighed Pedersen Peugeot 307 46
6. Peter Olsen Peugeot 307 40
  Anders Christensen Peugeot 307 40
8. Jens Henrik Hansen Peugeot 307 35
9. Kim Lund Peugeot 307 29
10. Michael Skipper Ford Fiesta 18
11. Allan Jensen Peugeot 206 13
12. Søren Marquard Peugeot 307 7

Fotos: Birger Vilén