Det tegner til at komme til at gå hurtigere i årets udgave af Danish Thundersport Championship. Meget af teknikken i de deltagende Chevrolet Camaro, Dodge Challenge og Ford Mustang vil være den sammen som hidtil, men der geares op på to områder. Et helt nyt og bredere dæk fra Yokohama skal give ekstra fart, mens en ny generation af bremser fra AP Racing skal få bilerne til hurtigere at stoppe igen.
”Jeg havde lejlighed til at teste de nye dæk fra Yokohama sidste år, og jeg vil betegne de nye dæk til at være mere passende til de biler, vi kører med,” fortæller den forsvarende DTC-mester Casper Elgaard, Risskov.
”Vi får en bredere trædeflade, hvilket vil gøre, at vi vil køre hurtige, men også forbedre sliddet af dækket mere og dermed vil holdbarheden blive bedre. Vi kørte lave 09-tider med dem på FDM Jyllandsringen, men mit bud er nok, at bilerne vil blive omkring et halvt sekund hurtigere.”
Men hastigheden er ikke den eneste fordel, som Casper Elgaard ser ved de nye Yokohama-dæk.
”Vores største problem har været bagdækkene, fordi vi ikke kan indstille på bagvognen. Dækkene er hidtil blevet slidt meget på midten, men den større trædeflade gjorde, at man ikke fik det samme slid,” siger han. ”Dækkene var også mere ens over distancen. Forskellen fra den første til den sidste omgang var egentlig ikke ret stor, så man vil ikke stå med et sæt dæk, der er færdig efter et enkelt løb. Dækkene vil stadig være gode.”
Men de nye dæk fra Yokohama er ikke den eneste ændring, der vil være på DTC-bilerne til den kommende sæson. De vil også blive udrustet med nye og større bremser.
”Vi udstyrer bilerne med den nyeste generation af AP Racings proserie,” fortæller Gunnar Aaskov fra Gunnar Aaskov Motorsport, der står for at levere delene.
”Det er en helt ny type bremsekalibre, som bliver monteret. Forrest er der tale om seksstemplede kalibre, og her vil bremseskiverne være 355 x 36 mm, hvilket er betydeligt større end de hidtidige på 309 x 32 mm. De nye kalibre og bremseskiver åbner op for at anvende en markant større bremseklods, og her er de enkelte teams frit stillet med hensyn til hvilket fabrikat og hvilken type, de ønsker at bruge.”
Også på den bageste del af DTC-raceren sker der ændringer. Her er det praktisk taget den hidtidige bremseskive fra forhjulsophænget, der anvendes, og det betyder en reel forøgelse af bremseskivendes tykkelse med 50 % i forhold til tidligere. Samtidig vil den nye type bremsekalibre også blive monteret her.
”Det nye set-up fra AP Racing giver en væsentlig højere levetid og performance for bremserne, hvilket er rigtig vigtigt, når DTC-bilerne nu kommer til at køre på nogle større dæk,” slår Gunnar Aaskov fast.




