Auto-G DTC står med det, man med rette kunne kalde et luksusproblem.
Holder prognoser og rygter stik, så kan der blive trængsel i pitlane på banerne i den kommende sæson. I 2014 har der flere gange været mere end 20 biler til start, og flere af de nuværende kørere har bestilt nye biler – heriblandt Jan Magnussen. Det melder serien i en pressemeddelelse i en tid, hvor både DTC og den nye Supertourisme Turbo-klasse er en kende mere offensive i antallet af udmeldinger en normalt i dansk motorsport.
– Der bliver trængsel, men det skal vi nok klare. Der er afgivet bestilling på en håndfuld nye biler til levering hen over vinteren. Bestillingerne kommer dels fra nye teams, dels fra teams, der har solgt de biler, som de anvendte i år til nye deltagere. Samtidig er der også grøde i tingene blandt vores norske venner i NTCC, så vi til næste år kommer til at opleve et markant større felt, siger Peter Elgaard fra DTC A/S.
Det er ikke banerne i sig selv, hvor udfordringerne vil opstå. Her giver certifikaterne tilladelse til op mod 40 racerbilen på asfalten samtidig. Det er til gengæld i de respektive pitlanes, at udfordringerne ligger.
– Med de mange kørere, som vil deltage i DTC til næste år, tegner det til, at mekanikerne som udgangspunkt vil få sværere forhold, når der skal arbejdes på bilerne i pitten, siger Peter Elgaard.
– DTC-bilerne er jo racerbiler i fuld størrelse, så der kommer til at blive trangt, når der f.eks. midt under en tidtagning skal skiftes dæk, lyder det videre.
– Men vi arbejder på at finde en løsningsmodel, så vi kan få plads til alle. Men sikkerheden er også vigtig for os. Det kan være, at vi vil indføre en hastighedsbegrænsning i pitten, som er lavere end for andre klasser.
Blandt andre 2014-mesteren Casper Elgaard er allerede klar med fordobling af bilantallet, idet Elgaard Motorsport stiller med to biler i den kommende sæson.


