Et nyt team ser nu dagens lys knap en måned før sæsonpremieren i Auto-G Danish Thundersport Championshiop. Bellevue Raceclub hedder teamet, der får Kim Rødkjær som den ene kører.

Det er oplevelsesvirksomheden Bellevue-as.dk og racerkører og indehaver af pølse-bussen over dem alle, das Wurstwunder, Kim Rødkjær, der fortsætter i 2013 med race, underholdning og oplevelser i Danish Thundersport Championship.

– Selvfølgelig er vi klar, til at give alt vi har for at slå de kendte kørere og vil udnytte enhver lejlighed til at komme først over stregen. Men før talentet kan udfolde sig, skal scenen sættes og første prioritet er at levere et ekstraordinært show til publikum. Vi inviterer vores gæster med helt inde bag kulissen og giver dem en oplevelse der rækker ud over forventningerne. Det indebærer at både kørere og mekanikere alle bidrager til at vores gæster og sponsorer får en dag, som de vil huske og genfortælle igen og igen. I 2012 sæsonen testede vi for første gang vores unikke raceclub-koncept sammen med sponsoren Atea, hvor vi betjente over 1000 gæster til Grand Prix Danmark. Og det var en massiv succes, hvor de mange begejstrede gæster bekræftede os i at konceptet med Bier, Babes, Blues & Berliner Barbecue rammer præcis det, som publikum efterspørger, siger Kim Rødkjær i en pressemeddelelse.

Team Bellevue Raceclub forventer desuden at kunne offentliggøre endnu en kører i teamet, inden starten gives fri til åbningsløbet søndag den 5. maj . på Padborg Park.