De to forhåndsfavoritter Kasper Jensen og Thor Qualmann skilte sig ud under de to løb på Sturup Raceway, men også Michael Christensen træder ind i rampelyset med en sejr i sin SEAT Leon. Han sikrer sig den første reelle sejr til en forhjulstrukket bil i to år.

Seneste afdeling i Danish Race League er afviklet på Sturup Raceway. På den skånske bane, der er godt kendt af danske racerfans, tog de to BMW-kørere starten fra polemand Jesper Nielsen og Dennis Christensen, toer, begge i Honda Accord.

Dagens fødselar Thor Qualmann førte an til at begynde med, men havde måske presset sin BMW for hårdt over første del af løbet. Kasper Jensen skyggede ham hele vejen og fandt en vej forbi ham på 20. omgang af de i alt 23, som de to løb blev afviklet over.

– Jeg havde et godt race 1, hvor jeg indtil slutningen af løbet lå nummer to. Jeg kunne se, at Thor (Qualmann, red.) begyndte at have problemer med dækkene, og jeg havde egentlig haft et rimelig passivt løb, så jeg slog til, da Thors dæk var brugt op. Et fedt race med en tæt og fair duel hele løbet igennem. Jeg er super tilfreds med den førsteplads, siger Kasper Jensen.

Efter de to BMW-kørere følger Frederik Dannevang og Thomas Zimdahl. Alex Frederichsen og Michael Christensen henter med henholdsvis en femte- og en sjetteplads gode point til et tæt mesterskab, hvor det gælder om at være med i toppen hver gang.

– Superpole gik ikke som jeg havde regnet med, jeg lavede en del småfejl, og det rakte kun til en 16. plads på gridden. I race 1 går det som håbet – jeg kommer stille og roligt af sted og prøver at spare mine dæk, da jeg ved den bane taget hård på dækkene især på en FWD. Jeg får kørt mig godt op gennem feltet ved at køre stabilt, og efter 23 omgange på den korte bane krydser jeg målstregen som sekser, hvilket gør jeg skal starte treer i race 2, siger Michael Christensen.

Nærkontakt i andet løb

Andet løb blev præget af uheld for Kasper Jensen, der efter nærkontakt med Søren Mosebo og Bo Sørensen måtte tage til takke med en plads længere nede i rækkerne – en ottendeplads blev resultatet for aalborgenseren. Lidt nærmere toppen kunne SEAT-køreren Michael Christensen, der i 2008 deltog i Renault Clio Cup i det virkelige liv, tage sin første sejr i denne udgave af DASU S2000 Championship, som DRL-mesterskabet hedder.

– Løb 2 var lidt mere rodet end det første. Jeg fik en fornuftig start, men bliver trængt lidt ind på indersiden. Jeg ligger vist nummer fem efter et par omgange, men så mister jeg bagenden i hårnålen og får et uheldigt lille prik og spinner. Herefter var jeg sidst og heatet var herfra præget af en masse tætte dueller og sluttede på en ottendeplads, siger Kasper Jensen.

– Jeg er tilfreds med at være i spidsen for mesterskabet, og når vi smider de tre dårligste heat væk ser det også godt ud. Sæsonen har været utrolig tæt og hård, så jeg tager intet forgivet, slutter han

– I race 2 kommer jeg nogenlunde af sted fra starten og ligger treer de første par omgange og får mig kørt op på en førsteplads med lidt held. Jeg kan køre lidt fra feltet, men efter otte-ni omgange er mine fordæk hårdt mærket, og Thor Qualmann, min teammate, kommer op bagved og er hurtigere. Men en god defensiv gør, at jeg holder mig i front, selvom Martin Jensen indhenter os med to omgange igen. På sidste omgang kommer han forbi Thor, men jeg kører min første sejr hjem i denne sæson og den første reelle FWD sejer i DRL S2000 i to år, siger Michael Christensen, der også håber at være med helt fremme for at forsvare sin tredjeplads i den samlede stilling.

Resultaterne betyder, at Kasper Jensen er i front med 32 point (der gives 250 point for en sejr, 225 for en andenplads). Michael Christensen er bedste kører i forhjulstrukket bil på tredjepladsen med 1078 point for de indtil nu seks kørte løb. Team Den Blå Avis-køreren i 2008 Martin Jensen er på fjerdepladsen, tæt forfulgt af sin virtuelle teamkammerat i Team PowerChip Jesper Davidsen. På en lidt skuffende ottendeplads finder vi Marko Hartikainen, der tidligere førte serien. Den lynhurtige simracer måtte udgå i andet løb på Sturup Raceway.