Jan Magnussen havde mulighed for at tage dobbeltsejr i anden afdeling af DTC på Padborg Park. Men i andet løb blev det ved en andenplads efter Tom Pedersen, der formåede at holde føringen i alle 18 omgange.
Magnussen var faktisk forbi i dysten med Honda-køreren, men frygten for de til tider tvivlsomme dommerkendelser fik Magnussen til at trække sig og lade Tom Pedersen få førstepladsen tilbage.
– Det var perfekt med en sejr og en andenplads Jeg fik en god start og kom op bag Jason. Jason var fair, og ham smuttede jeg hurtigt forbi, og da Jens Møller lavede en fejl, kom jeg forbi ham, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
– Da jeg havnede bag Tom, begyndte han at køre meget defensivt. Jeg følte, at han kørte fair på det meste af banen, men til gengæld var der et par gange ind i Big Mag (banens hurtigste sving – red.), hvor jeg følte at han lukkede alt for sent og hvor det var mig, der måtte undvige for at vi ikke kørte ind i hinanden. Den ene gang kommer jeg langt nok forbi på indersiden, men han lukker alligevel døren, så vi rammer hinanden og han går på tværs, siger Magnussen.
– Jeg er ikke i tvivl om, at min overhaling var helt OK, men da jeg før har set danske dommere give straf for noget lignende, valgte jeg at give placeringen tilbage frem for at få en straf. Det er selvfølgelig noget irriterende, men jeg håber det betaler sig til mesterskabet sidst på sæsonen, siger Magnussen.
Foto: Racemag, Thomas Norsted