Efter Molly Pettits store crash i Aarhus forrige weekend har hendes videre deltagelse i DTC været lidt usikker. Molly er selv uskadt, men bilen er skadet for “over 150.000 kroner”.
Pengene til genopbygningen af bilen står imidlertid ikke lige klar på kontoen, og derfor har et helt hold af støtter sat sig for at skaffe et godt bidrag til projektet, forklarer Dan Crohn, der er en af initiativtagerne:
– Jeg ved, at noget af bilen kan genbruges, men der er sket stor skade, og den bliver ikke sådan lige klar igen. Der er skader for et anslået beløb på omkring 150.000 kroner. Jeg kan sige så meget, at bilen fra Aarhus ikke bliver køreklar til løbet på Padborg Park næste weekend, men Molly kommer ud at køre på Padborg i en lånt bil, forklarer han.
God opbakning
Ifølge Dan Crohn går indsamlingen til Molly Pettits nye racerbil godt, og interessen i både Norge og Danmark har været stor lige fra start:
– Det går fantastisk, og meget bedre end vi havde forventet, faktisk. Men der er et stykke vej endnu. Jeg kan ikke sige, hvor meget vi har samlet ind, for det skal være en overraskelse til Molly i Padborg – og derfor får pressen også først beløbet oplyst der. Men støtten har været massiv, især fra Norge, hvor mange har sendt os store og små beløb, siger han og tilføjer, at en anonym donor har betalt alle indsamlingens omkostninger. Dermed går hele beløbet til at genopbygge bilen – helt ubeskåret.
Foto venligst udlånt af Jørn Jensen fra iShoot.dk.
Skulle du selv have lyst til at give et tilskud, så kan du læse meget mere om indsamlingen lige her:
https://www.facebook.com/stoetmolly?fref=ts


