DTC-sæsonåbneren på FDM Jyllandsringen rykker nærmere. Åbningsløbet i slutningen af april markerer samtidig debut til det nye skandinaviske samarbejde mellem DTC og STCC. Her knap tre måneder før bilerne skal stå på gridden, tager Racemag temperaturen på DTC-feltet. (opdateret 09.03.2010) 

Scandinavian Touring Car Cup kan meget vel blive redningen af det danske mesterskab. DTC-klassen har siden 2009 været tvunget til at tillade racerbiler, der ikke kører under samme reglement som de øvrige DTC-racere i den FIA-baserede S2000-klasse. I 2010 vil DTC-feltet blive suppleret op af den tidligere Renault Clio Cup, som offentliggjort på Racemag tidligere. Men allerede nu tegner sig et billede af DTC-gridden 2010 – om end det ikke er en overvældende grid. 

Den foreløbige startliste viser, at Jan Magnussen som talsperson for det nye skandinaviske samarbejde mellem DTC og STCC formentlig er klar i 2010. Endnu er team og bil ukendt, men nyt skulle være på vej inden for kort tid. 

Perfection Racing meldte tidligt i 2009 ud, at de ville køre internationalt i 2010. Som nævnt her på Racemag, så er den satsning nu sat i bakgear, og sandsynligheden taler for, at teamet kommer i Scandinavian Touring Car Cup – og muligvis i de øvrige DTC-afdelinger også. Det er endnu usikkert, om det bliver med Chevrolet Danmarks opbakning, eller om teamet skifter bilmærke. 

Jason Watt har som den første bekræftet DTC i 2010 - Thompson er formentlig også med

 

Også Jason Watt er klar med sit Bygma-opbakkede team i 2010 i sin hvide SEAT Leon, mens de to SEAT Leon fra det tidligere FDM Motorsport også forventes til start – dog med ny bemaling. 

Hartmann Honda Racing har for længst meldt ud, at de vil køre ETCC og Scandinavian Touring Car Cup med James Thompson i den ene bil. Senest er det også kommet frem, at briten går efter den DTC-titel, han gik glip af i 2009. Køreren ved siden af Thompson er endnu ukendt. 

Team Telesikring, der med Tom Pedersen vandt det sidste løb i 2009 i DM-finalen, er så godt som sikre på ikke at køre race i år. Om de to tidligere Team Den Blå Avis-racere er solgt til anden side, er endnu uvist. 

Foreløbig startliste DTC 2010 – kursiv markerer usikkerhed, fed bekræftet. Racemag følger udviklingen løbende. 

Team – klasse – bil – kørere 

Jason Watt Team Bygma – DTC + ScTCC – SEAT Leon – Jason Watt 

Hartmann Honda Racing – DTC + ScTCC + ETCC – Honda Accord – James Thompson + Thomas Engström?  

Team FDM Tegee Dan Motorsport – DTC – SEAT Leon – Jens Reno Møller + Kim Holmgaard 

Perfection Racing – ScTCC + DTC – bil? – Jan Magnussen + Martin Jensen/Casper Elgaard? 

Flash Engineering – ScTCC + DTC + STCC  – BMW 320si – Jan ‘Flash’ Nilsson + Thed Björk 

K.C. Motorsport – DTC – BMW 320i E46 – Kim Morgan Jensen 

Alternative Engineering – DTC? – BMW? – Martin Jensen? 

Team? – DTC – Toyota Corolla T-Sport – kører? 

Carlsen Motorsport – ScTCC – Peugeot 407 – Michael Carlsen 

Har vi glemt nogen? Kommenter i kommentarfeltet herunder! 

Fotos: Christina Kronborg