Casper Elgaard fik fuldt udbytte af sin pole position i dagens første DTC-heat, der blev besværliggjort af et stort regnvejr, som både udskød starten og sikrede masser af action.
Helt fra start skruede Elgaards nærmeste forfølgere, Jan Magnussen og Dennis Lind for alvor op for presset, men hele feltet nåede rundt uden skader.
Særligt Lind og Magnussen fik en utrolig duel på Ring Djursland, men Elgaard havde samtidigt god gavn af familiefejden, for han fik hurtigt slået et lille hul.
På anden omgang fik Lind et godt træk op ad langsiden, og kunne gå indenom Magnussen, der forsøgte at svare igen efter helt samme opskrift omgangen efter.
Tæt race mellem Magnussen og Lind
Magnussen fyldte konstant Dennis Linds spejle banen rundt, men Massive Motorsports-køreren forblev foran, indtil en safetycarperiode afbrød løbet midlertidigt på grund af Sebastian Elling Aarviks afkørsel i opløbskurven.
På dette tidspunkt havde Frederik Schandorff fået rigeligt ret i sit håb om regnvejr, men det havde kun givet en enkelt plads. Den lokale kører fortsatte dog sit avancement efter det grønne flag var faldet, for her opstod en tæt kamp mellem Michael Markussen, Mikkel C. Johansen og Kasper H. Jensen, hvilket kostede Mikkel C. Johansen en snurretur.
Efter den batalje lå Schandorff pludselig nummer seks, mens også Marius Nakken gik frem. Mod løbets slutning faldt der lidt ro på – alle andre steder end i kampen om 2. pladsen, for her gav Jan Magnussen fortsat Dennis Lind kamp til stregen, men nevøen forsvarede sig godt.
Dermed vandt Casper Elgaard foran holdkammeraten Dennis Lind, Jan Magnussen, Kasper H. Jensen, Frederik Schandorff, Michael Markussen, Nicolai Eberhard og Marius Nakken udgør top 8.
Fantastisk løb
– Det var et fantastisk løb for os, men jeg må sige, at jeg er glad for, at Dennis er min teamkammerat, for ellers havde jeg nok haft det hårdt, for han pressede utroligt godt på. Det sværeste derude var helt klart, at banen ændrede sig med regnen, så grebet skiftede også meget. Men det er ærgerligt for Ring Djursland at vejret er så dårligt, når de fejrer jubilæum, siger Casper Elgaard.
Dennis Lind var også svært tilfreds med Massive Motorsports 1-2 sejr i første heat:
– Det var rigtig godt på mine og teamets vegne. Jeg havde en helt vild kamp med Jan, og det ser man ikke så ofte længere – men det er muligt mod folk, der er så skarpe som han er – det var super fedt, siger Dennis Lind.
Kasper H. Jensen, der efter tidtagningen fik fire pladsers straf for at misse et gult flag, fik kørt sig godt op. Og en fjerdeplads i heat 1 var lige noget køreren fra AD Racing kunne bruge:
– Det var super. Jeg havde noget at rette op på fra i går, så det er godt for os, at vi kan følge Jan Magnussen og Dennis Lind. Nu ser jeg frem til heat 2, hvor jeg burde have gode muligheder med den vendte grid – men jeg skal stadig være forsigtig, for vi skal have point med hjem, lyder det fra Kasper H. Jensen.


