Når DM-finalen i weekenden den 9. og 10. oktober afvikles på det gamle, korte layout af FDM Jyllandsringen, så står en række banerekorder for fald.
Først og fremmest er det topklassen i dansk banesport gennem mere end et årti, der skal skære banen af efter Ford S-kurverne. Tilbage i 2002 kørte Jan Magnussen for Peugeot Sport-teamet, hvor han i en 307 GTI satte tiden 47,976. Da kappede han godt to tiendedele sekund af sin egen hidtidige rekord på den 1475 meter lange (korte) bane.
I Formel Ford, som også køres ved DM-finalen, satte Michael Outzen tilbage i 2000 banerekorden 45,520, mens Jan Pedersen er indehaver af banerekorden i Gr. N 1600, i dag kaldet 1600 Challenge. Den lyder på 52,200 og er sat i en Honda CRX – en bil, der stadig kører med i klassen…
En anden rekord, der står for fald, er i Gr. N 2000, også kendt som Yokohama Cup i 2010, hvor bedste tid lyder 52,149, sat af Hans Henrik Møller-Madsen i Skoda Octavia. Dén tid satte den også tidligere DTC-kører tilbage i 2003 – kort inden det nye banestykke blev indviet.
Banerekorderne på FDM Jyllandsringen, 1475 meter-layout:
Klasse | Tid | Dato | Navn | Bil |
Formel Ford | 45,520 | 07-10-2000 | Michael Outzen | Van Diemen RF 98 |
Formel 2000 | 43,600 | 20-08-1995 | Brian Taulborg | Van Diemen RF 95 |
Formel 3 | 42,410 | 20-08-1995 | Jonas Salmimäki | Reynard 913 – Honda |
OK Saxo Cup | 51,981 | 29-09-2002 | Brian Mikkelsen | Citroën Saxo VTS |
DTC | 47,976 | 29-09-2002 | Jan Magnussen | Peugeot 307 GTI |
Gruppe N 1600 | 52,200 | 02-05-1999 | Jan Pedersen | Honda CRX |
Gruppe N 2000 | 52,149 | 26-04-2003 | Hans Henrik Møller-Madsen | Skoda Octavia 1.8t |
Syver Race Cup | 49,957 | 06-10-2001 | Flemming Riinbæk | STAR FIRE |
Formel Renault 2000 | 43,636 | 01-09-2002 | Jacob T. Ludvigsen | Tatuus FR 2000 |
MC Super Challenge | 48,137 | 27-04-2003 | Kim Philip | Suzuki |
Kilde: Raceresult
Foto: Jan Kaiser