Danish Race League, DRL, er nu klar med vintersæsonen 2009/2010. Igen i denne sæson er det hårde simracing-mesterskab på banen med opbakning fra Dansk Metal, og sæsonen kan blive en af de hårdeste nogensinde i den populære serie.
I denne udgave af Dansk Metal S2000 Championship, som det hedder, køres der otte afdelinger á to løb med start på mexicanske Puebla mandag og to løb hver tredje uge. Finalen køres på Road America den 19. april næste år.
I simracing-mesterskabet, der køres i Super 2000-biler – som navnet også hentyder – køres der i biler fra WTCC fra 2006-2008 samt STCC 2008. Blandt de mest populære de seneste sæsoner er Honda Accord og den svenskbyggede Volvo C30, som også danskerne får bekendtskab med næste år i det virkelige liv. Men en klassiker blandt de hurtigste af kørerne i DRL er BMW 320si. Den bil har nummeret 1 været solidt plantet på siden DRL’s opstart. I år er ingen undtagelse, og flere af forhåndsfavoritterne stiller ikke alene i netop BMW – de stiller også for samme team.
Kasper Jensen, Michael Christensen og Thor Qualmann er alle kørere, der kører race i den virkelige verden. Bronzevinderen i DTC Cuppen Kasper Jensen bliver genforenet med sin bil efter en pause sammen med Renault Clio Cup sølvmedaljevinderen Michael Christensen og VW Polo Cup-løbsvinderen Thor Qualmann. Og netop Qualmann er regerende mester i Danish Race League.
– Det er både en god og sjov idé med et simracingteam. Som i virkelighedens race er Kasper og Michael nogle hårde bananer, og det er helt sikkert, at der vil være en hård intern konkurrence i teamet – heldigvis sker det med et smil på læben. Da vi alle også har vigtige interesser i fritiden, håber vi på at kunne få tid nok til at kunne træne. Niveauet i Danish Race League er toppen af poppen, så det kræver træning for at kunne følge med i toppen. Jeg er sikker på at Danish Race League er en af verdens hårdeste S2000 ligaer, det bliver helt sikkert rigtig sjovt at komme igang igen, men desværre er det virtuelle race nok den eneste form for race, som jeg kommer til at køre lige foreløbigt – og det er lidt ærgerligt, siger Thor Qualmann.
– Jeg har altid nydt at køre simrace i vintermånederne, hvor den rigtige racersæson er gået på standby, da fornemmelsen og kørerstilen i disse simracere nemt kan sammenlignes med de rigtige S2000-biler. Konkurrencen i Danish Race League er utrolig hård, og det bliver bestemt ikke nemmere i denne sæson, så derfor var det mig en glæde, da muligheden for at starte et team med Thor og Michael bød sig, siger Kasper Jensen, der fredag modtog medaljen for sin tredjeplads i DTC Cuppen i Idrættens Hus.
– Jeg har de sidste par år kørt simrace og haft stor glæde af det. Det er en kanon god måde at holde “racer-rytmen” i kroppen her i de kolde vintermåneder. Danish Race League er blevet rigtig stor og mange IRL-racerkører (In Real Life, red.) kører også med derinde, så konkurrencen er blevet rigtig hård, så det kræver en del træning for at være med fremme. Vi alle tre skal køre BMW E90 320si, og jeg tror, vi kan hjælpe hinanden rigtig meget med setup og kørestil, så når sæsonen er forbi, tror jeg på nogle topplaceringer for teamet. Men jeg ser frem til første løb på Puebla, siger Michael Christensen.

Også Racemag er igen i år repræsenteret i Danish Race League som en del af teamet Carrera Tortuga med bl.a. Michael Rasmussen bag rattet i en BMW 320si.
Dansk Metal S2000 Championship køres i spillet Race On fra SimBin. Nye biler her tæller blandt andet SEAT Leon TDi og Lada 110.
Fotos: www.thorqualmann.dk og Racemag