Christian Jensen/Søren Tøndborg – Peugeot 207 Super 2000

”Bilen har mange forbedrede finesser i forhold til den, jeg kørte sidste år, men jeg kunne under testen ikke rigtigt mærke nogen forskel, men nu er det også næsten et halvt år siden, at vi sidst har kørt,” siger Christian Jensen. ”Det var rigtigt sjovt at komme i gang igen, men jeg skal nok have kørt nogle flere kilometer, inden jeg kan fornemme, hvor der er forskel på bilerne.”

Ib Kragh – Peugeot 207 Super 2000

”Bilen kører fint, men der er nogle ting, jeg skal lære og måske gøre anderledes. Under alle omstændigheder virker bilen motormæssigt til at køre godt,” siger Ib Kragh. Han har tidligere vundet Wikinger Rallye i Nordtyskland, men han forventer ikke nogen gentagelse.

”Til det første løb går der stadig nogle kilometer, inden jeg bliver dus med bilen. Det sker måske først ved næste DM-løb. Med min forrige bil havde jeg også en indkøringsperiode, og det tager et stykke tid, inden man er dus med tingene,” siger den tidligere DM-vinder. ”Jeg tror, at vi har en god basispakke. Bilen har jo vist, at den følge med.”

Esben Hegelund/Preben Jensen – Peugeot 207 Super 2000 (sidste års DM-vinder og netop testet)

”Det gik over al forventning. Den bil kører fuldstændig vanvittig. Vi døjede med, at vi bremsede for tidligt, for den kan virkelig styre og bremse sådan en maskine – det er noget helt andet i forhold til den bil, jeg har haft. Det er svært at få armene ned, når man har været ude at køre i sådan en,” siger Esben Hegelund.

”Bilen passer mig rigtig godt. Det er ligesom at tage en rigtig god frakke på. Den måde, den arbejder ud ad svingene, passer godt til min kørestil. Vores ambitioner for i år er at lære bilen at kende, men byder chancen for at tage nogle gode point, så vil vi naturligvis gøre det.”

Kjeld Seidler/Allan Røntved – Peugeot 307CC

”Sidste gang, jeg var med i et DM-rally, var i 2008, så jeg er lidt rusten, og det kunne jeg også mærke ved vores test. Vi skal nok bruge et par prøver til at få fart i kroppen og vænne os til nedbremsningerne, men bilen fungerer i hvert fald fint,” siger Kjeld Seidler.

”Vi kører efter DM i tunet national-klassen, hvor vi skal i top 3 i klassen. Vi vil tænke os godt om og sørge for at få nogle gode point med hjem. Vi skal køre med tanke på, at vi skal have bilen med hjem og tænke på, at det er to år siden, vi har kørt DM. Men hvis det hele funker, og vi kan se, at vi kan hænge på, så kører vi efter klassesejren.”

Jesper Bisted/Leif Heick – Peugeot 206 Super 1600

”Det er næste trin i min rallysatsning. ”Da jeg begyndte i min Citroën var det med en treårig plan, hvor jeg skulle udvikle mig og blive klar til at køre noget hurtigere, og det er jeg nu.”

”Det er en rigtig fin rallybil, der styrer helt anderledes end den gamle,” fortæller Jesper Bisted. ”Den er meget hurtigere i optrækket, og den er helt anderledes i indstyring og bremsning. Den bremser helt fantastisk, så mine normale bremsepunkter skal virkelig flyttes meget.”

”Jeg kørte med Leif allerede ved DM-løbet sidste år i Bramming, og da min faste codriver fra sidste år, Arne Pagh, gerne ville prioritere sine andre aktiviteter som dommer, har jeg lavet en aftale med Leif,” forklarer Jesper Bisted. ”Leif og jeg går godt i spænd. Han er en hyggelig fætter, og så er han tilmed dygtig, så jeg forventer, at han kan lære mig lige så meget, som Arne kunne.”

”Målsætningen er at gennemføre og få en rimelig placering og nogle kilometer i bilen. Vi skal gerne i top 3 blandt 2WD-kørerne,” siger Jesper Bisted.

”Det gælder for os om at høste nogle flere erfaringer med bilen, som vi har overtaget forholdsvis sent. Vi starter med en ændret undervogn på bilen, og når vi kommer hjem fra løbet, vil vi benytte de godt to måneders pause til næste DM-løb til at foretage en række opdateringer.”

Anders Lysén – Suzuki Motorsport

”Vi stiller til start med to biler – en Maxi og en gruppe N-bil – og vi vil sætte alt ind for at gøre en god figur,” siger Anders Lysen, der er teamleder hos Suzuki Motorsport. ”Det er meget vigtigt for os, at vi får begge biler igennem rallyet, og at vores to hold gør det så godt som muligt i DM-sammenhæng, så vi har et godt fundament, når den nye Swift-model er klar i rallytrim.”

”Vi er i hvert fald klar til kampen,” slår teamleder Anders Lysen fast. ”Vi forventer, at vi får begge biler igennem. Om vi kommer igennem med en klassesejr i begge klasser er ikke så vigtigt, men det er vigtigt, at vi gennemfører og gør en god figur.”

Kenneth Madsen/Carina Møller – Suzuki Swift Maxi

”Jeg har ikke kørt så meget mørkekørsel i min karriere, men det er vildt fascinerende. Med lygterne på bilen og lyset, der peger frem, er det ligesom at køre i en tunnel. Det bliver rigtigt rally,” siger Kenneth Madsen (Dianalund), som sammen med Carina V. Møller (Helsingør) kører Suzuki Motorsports hurtige Swift Maxi-model.

”Jeg tror, at vi skal lægge hårdt ud fredag aften, for det er måske ikke alle kørere, der kan lide at køre i mørke, så det kan vi måske udnytte. Men vi skal også huske på, at vi skal have bilen med hjem igen.”

René Harms/Henrik Dernoff – Suzuki Swift

”Indtil nu har vi kun kørt sammen til en test, men det gik rigtig, rigtig godt, og jeg tror, at det kommer til at fungere perfekt, for Henrik er samtidig en erfaren mand, der har siddet ved siden af i mange år,” vurderer René Harms.

”Der er nogle gode og krævende prøver, så det bliver rigtigt sjovt. Nu er foråret også kommet, så det er bare med at komme i gang,” siger René Harms. ”Løbet tæller også til det tyske mesterskab, så der vil også være nogle andre gruppe N-biler fra tysk regi, som er med, så det bliver spændende, om vi kan følge med. Men det er jeg helt sikkert på, at vi kan. Swiften er blevet godt opdateret siden sidste år. Vi har bl.a. lavet en fuldt opdateret gruppe N-motor, så den del er i orden.”

Carsten Jensen – Renault Clio R3

”Jeg har valgt at starte i 2WD-klassen med en helt nyt Renault Clio. Før jul hentede jeg min nye bil i papkasser, og så har vi ellers bygget på den siden. Jeg har bl.a. fået Oreca til at gøre motoren færdig, så den er optimal. Men motoren er ikke ankommet endnu!”

”Motoren skulle gerne være på vej med TNT fra Frankrig, så vi er lidt spændte,” siger Carsten Jensen.

”Normalt er jeg en meget rolig mand, men jeg skal da indrømme, at dette her godt kan få blodtrykket til at stige. Men hvis bare vi har motoren onsdag, så er vi klar til start i Wikinger Rallye.”

Klaus Hammer/Finn Thomsen – Fiat (Abarth) Grande Punto

”Indtrykket af den nye rallybil er meget, meget positiv. Jeg havde ikke kørt i bilen før i weekenden, men det, der mødte os, var meget opløftende.”

”Jeg føler mig mere veltilpas i bilen end i min tidligere gruppe N-bil. Hvor en gruppe N-bil nogle gange har sit eget liv, gør den nye bil det, som jeg beder den om, og det er meget tillidsvækkende. Jeg har en virkelig god mavefornemmelse og ser meget frem til vores nye samarbejde med Pole Position Denmark og også til mit samarbejde med Finn.”

”Det hele er stort set nyt for os alle sammen i teamet,” siger Finn Thomsen, ”så første løb bliver en slags udvidet test. Klaus og jeg har ikke siddet sammen i en bil før, så det skal også prøves af. Servicefolkene har heller ikke prøvet at arbejde med sådan en fabriksracer, for der er mange nye ting, man skal være klar over, så vi står overfor en stor udfordring.”

”Den sidste del af dekorationen er endnu ikke færdiggjort, men ud fra de designs, vi har set, kan der vist ikke være nogen tvivl om, at vores bil bliver en af de mest opsigtsvækkende i feltet,” fortæller Finn Thomsen.

”Vi har en målsætning om generelt at komme blandt de 5-6 bedste for hele sæsonen, og kan vi allerede gøre det i Wikinger Rallye, vil det være perfekt,” siger Finn Thomsen.

”Det er altid svært at vurdere mulighederne, for selv om jeg føler mig rigtig godt tilpas i bilen, ved jeg ikke, hvad farten rækker til i feltet,” tilføjer Klaus Hammer. ”Men mere end nogensinde glæder jeg mig som et lille barn til at komme ned at køre PlayStation i Tyskland. Den fornemmelse har jeg ikke haft i maven i de sidste par år. Det kan godt være, at bilen er lidt underspillet, men det er en god bil!”

Brian Madsen/Jens Christian Anker – Peugeot 207 S2000

“Min faste codriver Anja Posorski er desværre blevet sygemeldt, men jeg håber at have Anja med i bilen igen til næste DM-rally til maj. I mellemtiden har jeg en fuldgod erstatning i Jens Christian Anker, som jeg anser for en af landets bedste codrivere.”

“Jeg vurderer, at vi har mulighed for at blive bedste danske hold ud fra det potentiale, som Brian og bilen har. Men det bliver uden tvivl en meget hård dyst,” siger Jens Christian Anker, der i 2000 blev europamester i rally.

Kim Madsen/Kasper Sørensen – Mitsubishi Lancer Evo 7

“Mit mål er at blive bedste Gruppe N-kører,” siger Kim Madsen.

“Man siger jo, at nummer to er den første taber, men med de tider, vi kørte på sidste år, synes jeg vi har vist, at vi kan være med i toppen,” smiler Kim Madsen.

“Derfor mener jeg, det er realistisk, men jeg ved, det er højt at skyde,” siger den ambitiøse kører.

“Vi er oppe mod en række meget dygtige kørere og codrivere, men der er seks krævende rallyer i mesterskabsserien, og vi vil gøre vores yderste for en god placering,” siger Kasper Sørensen.

Læs mere om ADAC Wikinger Rallye her.

Foto: Klaus Hammer og Finn Thomsen i Abarth Grande Punto