Ferrari har valgt at montere nye power units i begge biler op til weekendens grand prix i Circuit of the Americas i Austin. Dermed vil både Sebastian Vettel og Kimi Raikkonen miste ti pladser på søndagens grid. Ifølge Sebastian Vettel har det hele tiden været planen, at Ferrari ville tage den nyeste udvikling i brug nu. Det siger han torsdag til Autosport.

Straffen kommer ind i billedet, da Ferrari i begge biler tog deres respektive fjerde motor i brug på Monza. Og da hver bil har fire til rådighed for hele sæsonen, koster det nu på gridden i USA.
– Det er ingen stor hemmelighed, og det er heller ingen overraskelse for os. Det var hele tiden planen for os at have den stærkest mulige motor til rådighed sæsonen igennem. Jeg synes vores ingeniører har gjort et kæmpe stykke arbejde – det skal ikke forstås negativt. Hvis det er noget, så er det meget positivt, siger Sebastian Vettel og tilføjer:

– Det er ikke en god nyhed, hvis man ser isoleret på dette løb alene, men for hele projektet – og hele sæsonen, var det hele tiden planen at have friske motorer klar her, så vi kan køre sæsonen ud.