KDAK Rally på Fyn var en kort og kompakt affære. Men spænding manglede der ikke med kun 3,2 sekunder imellem de to førende ved mål.

Med så lille en margin er der masser af passager under rallyet, der vil kunne betegnes som afgørende. Men den vindende Max Christensen var ikke i tvivl om, hvor grundlaget for hans sejr lå. En meget grundig forberedelse under gennemkørslen af rallyets længste prøve satte Max Christensen og andenkører, Dorthe Ravn, (Subaru) i stand til at køre 14 sekunder hurtigere end deres nærmeste konkurrenter og det var nok til at sikre sejren, selv om Christian Jensen og Søren Tøndborg (Peugeot) på andenpladsen var det hold, som vandt flest hastighedsprøver i rallyet.

Som treer endte Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen (Peugeot). Ligesom Max Christensen kunne Karl-Åge Jensen også umiddelbart pege på ét afgørende moment i rallyet. På tredje hastighedsprøve røg de af vejen og satte 25 sekunder til, inden de igen var på ret spor. Med 17 sekunders afstand op til den sejrende Max Christensen ved mål, giver det sig selv, hvor dyr den lille afkørsel var.

Efter de første 3 hastighedsprøver var det ellers Tim Svanholt og Per Henriksen, som i deres to-hjulstrukne VW Golf førte feltet an. Hermed var de på vej til at gentage overraskelsen fra 2008, hvor to-hjulstrukne biler satte hele 4WD-feltet til vægs. Men de to kunne ikke holde tempoet og valgte mod slutningen at sikre sig at være hurtigste to-hjulstrækker frem for at satse hele butikken på at hænge på førerfeltet. De blev bedste to-hjulstrækker, 10 sekunder foran sidste års vinder, Martin Johansen i Suzuki. Generelt blev disse to hold nummer 4 og 5.

Foto: Michael Eisenberg