Trods en generel optur på flere fronter for dansk rally de seneste sæsoner, rammer en stor aflysning nu sporten. Mekonomen Rally Championship må nu afblæse det, der skulle have været DM-finalen – Danboring Rally på Bornholm.

– Det er en meget træls og dum situation, vi står i, siger promotor Karl-Åge Jensen fra Danish Rally Championship. – Arrangørernes forarbejde har været perfekt, og rallyet er klappet og klart til at blive fyret af. Bornholms Motor Sport har gjort et fantastisk arbejde og planlagt et rally af høj sværhedsgrad, så det er nogle helt usædvanlige uforløste følelser, jeg sidder inde med, fortsætter han.

Det er et lavt deltagerantal, der er baggrunden for at Bornholms Motor Sport og Danish Rally Championship nu må afblæse rallyet, der skulle have været kørt den første weekend i november.

– Da vores oprindelige anmeldelsesfrist udløb i søndags, var der tilmeldt 25 deltagere i løbet, fortæller løbsleder Poul-Jørgen Videslet fra Bornholms Motor Sport. – Vi forlængede så anmeldelsesfristen yderligere en uge og har benyttet tiden til at stikke fingeren i jorden hos de mange, som har været til start i årets tidligere DM-løb, men som ikke havde tilmeldt sig. Desværre er der ikke et begrundet håb om at deltagerantallet vil vokse markant, så derfor føler vi, at det er bedst at melde hurtigt ud nu.

Bornholms Motor Sport og Danish Rally Championship har reduceret startgebyret og derigennem håbet på et startfelt på mindst 35 og gerne 40 hold. Til sammenligning var der 65 startende i 2011-udgaven af Danboring Rally, som også sidste år var DM-finalen.

Det forlyder, at Danish Rally Championship arbejder på en alternativ afslutning på den danske rallysæson 2012. Endnu mangler nogle DM-medaljer at finde ejermænd. 4WD-klassen har Christian Jensen/Freddy Pedersen (foto) taget sig af, mens Anders Rygaard/Henrik Skott har taget 2WD-titlen. Tunet national og standard national er endnu ikke afgjort.