Med introduktion af elbiler i klubrally har bilsportsklubberne åbnet op for nogle spændende udfordringer, som forhåbentlig får klubrally til at overleve som en livskraftig gren af bilsporten.

Kim Englund Olsen debuterede på Stevns i klubrally med en Opel Ascona B tilbage i 1995. Sydsjællænderen kunne derfor hurtigt overskue, at elbils-debuten i JFM-arrangementet Sønderbæk Auto-løbet ikke bød på et frontresultat: ”Man indfaser ikke blot en ny bilteknologi i bilsporten med tre fingerknips og en highfive. Hovedformålet er derfor at vise elbilen frem – uden at udfordre de fysiske love til grænserne, samt at indhøste konkurrence-erfaringer både som mandskab og til løbsledelsen.”

Det blev til en længere motorsports-pause, da et job i militæret bl.a. bød på flytning til Jylland samt flere udsendelser til krigszoner rundt om på jordkloden. ”En PTSD-diagnose motiverede mig til at genskabe interessen for klubrally, hvilket resulterede i opbygning af en forhjulstruket racer i form af en Peugeot 106. Til daglig kører jeg i elbilen Renault Megane E Tech. I et kreativt øjeblik traf jeg beslutningen om, at det kunne være spændende at blive den første deltager i klubrally med denne biltype. For som vi nu har bevist – det kan sagtens lade sig gøre!”

Klubrally-arrangørerne har med elbilerne fået nogle nye udfordringer. Specielt skal adgang til ladestandere og opladningstidsforbrug nu tænkes ind i løbsafviklingen:

”Man kan ikke være sikker på, at deltagerne har fuld power på batteriet ved ankomst til start. Efter en tur fra Søndervig ved Ringkøbing til Randers havde jeg 60 procent power, og midtvejs i klubrallyet var vi nede på 18 procent. Dette betød, at vi måtte vinke farvel til middagspausen, men under ladeperioden fik vi samtidig en god mulighed for at promovere elbiler i klubrally til bloggen, jpelbil.dk,” siger chaufføren.

Som gæste-co-driver i elbilen fik Elisabeth Amalthiea Delrey nye input til sit imponerende projekt, Trafikal kærlighed for Alle: ”Til daglig er jeg kørelærer i Vejle. I kraft af mit arbejde er jeg blevet sporet ind på at nedbringe road rage – altså trafikvrede. Samtidig har jeg fået øjnene op for de unges Need for speed, som er en farlig fætter til road rage og er årsag til mange eneulykker. Hensigten er at åbne deres øjne for den organiserede motorsport – i form af trackdays, lovligt streetrace og klubrally. Tjansen som codriver var en god øjenåbner for mig og gav mig god inspiration til at gå videre omkring torsdagsrally i Vejleområdet midt i maj, som jeg arrangerer i samarbejde med Ib Kragh og Jeannette Kvick.”

Normalt kører en elbil i economy mode, men til klubrally frakobles denne funktion. Omkring opladning skal man også være opmærksom på, hvornår der bliver skiftet til nødprogram, hvilket varierer fra bilmodel til bilmodel.

Kim Englund Olsen forklarer omkring elbilernes udfordringer på prøvearealerne: ”Klubrallyernes helt specielle varemærke er håndbremsevendinger, og dette er ikke muligt med en elbil i gadeversion. Håndbremse-håndtaget er erstattet af en on/off-knap under instrumentpanelet og virker på de trækkende hjul. Dette giver banelæggerne ekstra udfordringer, såfremt elbil-deltagerne vender tommelfingrene nedad til trekants-vendinger i de snævre passager omkring vendekeglerne. En overgangsmodel kunne således være, at elbilerne på samme prøve fik kegler, som det er muligt at køre omkring, men hvor benzinbilerne samtidig bibeholder håndbremsevendingerne omkring de snævre af dem. Man bliver nødt til at tænke lidt alternativt og kreativt her i overgangsfasen, som formentlig kommer til at vare mange år!”

For elbiler i rallytrim er løsningsmulighederne lidt mere konkrete. I Tyskland anvendes således den velgennemprøvede løsning med hydraulisk håndbremse på baghjulene.

Elisabeth Amalthiea Delrey konkluderer omkring sin klubrally-debut: ”Jeg har selv kørt trackdays på bane, hvorfor jeg stillede til start i min egen kørerdragt! Randers Auto Sport tog imod os med åbne arme og var mere end villige til at hjælpe os gennem klubrally-debuten. Kim gelejdede mig kompetent gennem prøverne, og vi fik også lejlighed til at nyde elbilens muligheder i bilsporten. Specielt er det en oplevelse, når hestekræfterne slippes løs i et kraftigt bundtræk. Her er der lidt mere forsinkelse på i en benzinbil!” På falderebet pointerer Kim Englund Olsen et følgeproblem omkring de lydløse elbiler: ”Publikum skal informeres bedre omkring elbiler på prøvearealerne. På et tidspunkt havde vi kurs – på ideallinjen – direkte mod en tilskuer. Måske skal der indfases en dommerfløjte-varsel, når elbilerne kommer rundt om hjørnerne…”

Tekst og foto: Åge Keseler Kirketerp.

Denne artikel er bragt i Autosport #2/2024. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.