Dennis Lind kunne tage fra Padborg Park med lidt sølvtøj til samlingen, flere erfaringer med Camaro Cup-raceren og det nye bagtøj, som Memphis Racings bil havde fået til weekenden.
Det opdaterede bagtøj skulle give en fordel på tør bane på Padborg Park, men Lind og Memphis Racing mangler testtid.
– Det var igen en god weekend pointmæssigt, men jeg mangler lidt fart til Jan, John og de andre, siger Dennis Lind til Racemag.
– Vi mangler noget test, ganske enkelt. Vi var desværre lidt hæmmet af, at vi ikke havde fået testet det nye bagtøj inden løbet, hvilket betød at vi manglede lidt fart, siger han videre.
Dennis Lind var en af de kørere, der blev fanget i forvirringen der opstod, dels da Jesper Sørensen trak til side på opvarmningsomgangen fra pole position, dels da safetycaren angiveligt kørte for langsomt lige inden starten.
– Safetycaren holdt samme fart ned ad langsiden, og vi har meget svært ved at køre langsomt i disse biler, så der blev noget kaos nede i rækkerne. Jeg mistede lidt placeringer, men lå bag John og tænkte, at jeg bare måtte hænge på ham og lade ham bane vejen, siger Lind videre til Racemag.
Da Nielsen på anden omgang ramte Mikkel Mac, der snurrede rundt, så Polar Racing-køreren efterfølgende blev straffet, arvede Lind tredjepladsen i løbet.
Den placering indtager han også i mesterskabet efter Jan Magnussen og Casper Elgaard.
Allerede den kommende weekend bliver der mere køretid til Lind, der skal deltage i den svenske Camaro Cup på Mantorp Park.