To gange DNF har kostet dyrt for Dennis Lind i det samlede regnskab i Auto-G DTC, men ved Sommerløbet vil den unge Team DMD-kører have oprejsning.

Det var en mindre brand og en ødelagt kobling, der kostede topresultater for sidste års toer i mesterskabet i hhv. sæsonpremieren på Padborg Park og senest til Classic Race Aarhus.

.Det betyder at konkurrenterne Jan Magnussen med 73 point, Casper Elgaard, 62 point, og John Nielsen, 52 point, foreløbig har indtaget de tre første pladser i mesterskabet, med Dennis Lind nede på en placering som nummer syv med 34 point.

Som forberedelse til weekendens løb har Dennis Lind og Team DMD i ugen op til løbet haft en testdag på Jyllandsringen får at optimere deres Camaro med den kraftige V8 motor, der yder omkring 475 HK.

”Vi er godt forberedt” siger Dennis Lind. ”Vi havde en rigtig god test på Jyllandsringen, men har også ved de foregående løb vist, at vi har farten til at vinde. Så målet er minimum en sejr, men gerne to” siger Dennis Lind med et grin. ”Vi skal som minimum være dem, der tager fra Jyllandsringen med flest scorede point! Det er nødvendigt, hvis vi skal nå målet om at vinde mesterskabet i år”.

Første løb afvikles søndag kl. 13.50. Startplaceringen fra dette løb afgør startplaceringen til løb to kl. 15.35, dog byttes der rundt på top otte, så vinderen af første løb starter som nummer otte i andet løb og så fremdeles.

Racemag dækker naturligvis løbene, som du også kan følge via livetiming her.