Dennis Lind mødte modgang, da Auto-G Danish Thundersport Championship kørte Sensommerløbet på Ring Djursland.

Både elementer og konkurrenter gjorde sit til, at næstsidste afdeling af årets DTC ikke forløb glat trods lovende takter med klart bedste tid i træningen lørdag.

– Vi havde klart den bedste bil og allerede i træningen følte jeg at jeg var bedst stillet til at vinde. I kvalifikationen gik alt egentlig rimeligt godt, jeg var dog så uheldig at have regn på min omgang som gav lidt modstand og bestemt ikke var godt nok til pole, siger Dennis Lind til Racemag.

Regnen faldt, så det reelt kun var John Nielsen og Mikkel Mac, der havde helt tørt spor og nogenlunde lige betingelser.

Lind starter dermed første løb som firer, efter at have sat godt fire sekunder til på det fedtede underlag.

– I race 1 fik jeg en nogenlunde start, ikke noget jeg er helt vildt stolt over, og jeg forsøger så at passere Casper i T2 på ydersiden. Jeg var helt oppe på siden af ham igennem svinget, men på vej ud af svinget ved jeg ikke om han ikke havde set mig eller følte, han var så meget foran at det var hans sving, men lige meget hvad så får vi ramlet sammen, og jeg føler personligt at jeg gav rigeligt plads til Casper, siger Lind videre.

Sammenstødet betød, at bagvognen blev slået løs på Linds racer fra Memphis Racing-teamet.

– I race 2 kom John og jeg godt fra start og kunne hurtigt lave et hul til resten. De første omgange ville jeg ikke indlede en kamp med John, fordi jeg ikke ville tænke på kørere der kommer bagfra lige pludselig. Men i midten af heatet begynder jeg at tabe bremsetryk og hestekræfter. Jeg kunne sagtens følge med John, men de steder hvor man kan overhale på Ring Djursland er der meget få af, og de chancer jeg fik, kunne jeg ikke gøre noget ved, da jeg hverken ville sætte Johns eller min egen position i fare. Jeg måtte bare nøjes med toeren, slutter Lind

I det samlede regnskab er Lind nu på tredjepladsen – seks point efter Casper Elgaard og Jan Magnussen, der deles om førstepladsen, når dårligste resultat er fratrukket.

(Foto fra anden afdeling på Padborg Park)