Michael Christensen er snart snublende tæt på at sikre sig mesterskabet i Renault DTC Light Cup efter Grand Prix Danmark. Pole position, en tredjeplads og en sejr sikrer nær ved maksscore for den tidligere rallycrosskører fra Varde.

Efter de to løb på FDM Jyllandsringen fører Christensen nu med 43 point til Jacob Kristensen. Med 60 point på højkant til DM-finalen skal meget gå galt, hvis ikke DTC-juniorklassens største trofæ skal gå til Christensen.

Årets storløb gav også en ny kører mulighed for at bestige det øverste trin på podiet for første gang. Det var Christian Siepmann, Århus, der fik denne ære efter at have ført første løb fra start til mål.

På baggrund af tidtagningsresultatet startes det første af de to løb i Renault DTC Light Cup i omvendt rækkefølge, og for tredje løbsweekend i træk var Christian Siepmann en af de to kørere, der på denne baggrund kom til at starte i forreste række.

Men i modsætning til de foregående løbsweekender var der denne gang ikke nogen, som kom forbi ham i det ti omgange lange løb. En medvirkende årsag hertil var bl.a. en safety car-periode, hvor løbet over en række omgange blev neutraliseret.

Begge løb i Renault Clio Cuppen havde sine dramatiske elementer. Ved starten af det første heat ramte Roland Poulsen, Sverige, den forankørende Jan Engelbrecht, Virum, da feltet var på vej ind på publikumslangsiden på første omgang. Uheldet gik dog værst ud over Roland Poulsen, der tog en rulletur.

Mens Michael Christensen efter GP Danmark mere og mere ligner en ny mester, er kampen om bronzen blevet mere åben. Fra Roland Poulsen på tredjepladsen til Jan Seerup, Greve, på sjettepladsen er der bare syv point.

Foto: Birger Vilén