Mikkel C. Johansen kom, så og kørte sig direkte på podiet i sin debutweekend.

En fjerdeplads i første løb og en andenplads i andet løb var faktum, da debutantkonstellationen med Mikkel C. Johansen og FP Racing allerede i første løbidsweekend kunne køre sig på podiet.

Glæden var også til at spore i teltet i paddock efter løbene.

– Det kunne jo ikke være bedre – eller jo, det kunne det – men det her havde jeg slet ikke regnet med. Jeg havde bare håbet på at kunne køre mig i den første halvdel, så det er langt over forventningerne, siger Mikkel C. Johansen til Racemag.

Auto-G DTC-debutanten, der er tidligere bronzevinder i Formel Ford og mester i Legend Car Cup og DEC kørte sig lørdag blandt de otte bedste, der skulle dyste om superpole søndag formiddag. Her satte Slagelse-køreren fjerdebedste tid foran blandt andre Casper Elgaard. Og den placering holdt i mål, mens han i andet løb kørte sig op på tredjepladsen med en overhaling af samme Elgaard. En tidsstraf til Dennis Lind konverterede tredjepladsen til andenpladsen i mål

– Nu kan jeg jo kun gøre det én placering bedre, men det pres må jeg jo leve med, griner Mikkel C. Johansen.

Racemag berettede som de første om at den nu tidligere DEC-kører trådte ind i DTC.