Næsten en mistet omgang og derefter en snurretur hjulpet på vej af en LMP2-prototype. Det ligner opskriften på et katastrofeløb, men danskerbilen i WEC med Simonsen/Nygaard og Poulsen tog en andenplads – og forsvarede VM-føringen.

Allan Simonsen startede fra pole position i GTE Am-klassen den dansk/tyske Aston Martin Vantage. Men den senere vinder, 8 Star Motorsport-Ferrarien, havde et tydeligt fartoverskud og kunne gå forbi danskeren tidligt i løbet.

Ferrarien fik dog lidt tilfældig hjælp, da en safetycar kom på banen, lige efter Simonsen havde overladt #95 til Christoffer Nygaard. Da Ferrarien kort efter gik i pit under safetycarperiode, mistede danskerne godt og vel en omgang.

De fik dog hentet det tabte og var toer i mål efter vindertrioen med Potolicchio, Aguas og Malucelli.

– Løbet var lidt for spændende for mig, da en LMP-bil ramte mig. Heldigvis kostede det ikke skader på bilen. Vi havde ikke så meget held som på Silverstone, men vi beviste, at vi kan kæmpe rigtig hårdt, når tingene ikke går vores vej. Vi mistede noget tid med safetycarperioden, men nogle gange har man held med safetycaren, andre gange ikke. Tillykke til Ferrari-drengene, de var virkeligt hurtige. Vi tog nogle gode point for andenpladsen og et ekstra for pole position, og vi er nu klar til Le Mans, siger Christoffer Nygaard i en pressemeddelelse.

– Det var et virkeligt interessant løb. Ferrarien er tydeligvis meget hurtig nu, og vi har lidt arbejde at gøre før Le Mans. Men vi fører mesterskabet. Ferrarien var bare hurtigere. Jeg tror ikke, de viste alt senest på Silverstone, siger Allan Simonsen.