Endnu en dansker melder sig nu på banen i langdistanceløb i Mellemøsten.

Mens flere danske teams og kørere gør klar til Dubai 24H i januar, er sæsonen langt fra ovre for Jan Bech Andersen, der kører Gulf 12 Hours på GP-banen Yas Marina Circuit i Abu Dhabi den 15. december.

Danskeren har inden for motorsporten gjort sig mest kendt som Tom Kristensens makker i Pro/am-løbene ved Copenhagen Historic Grand Prix. Her har han ved to lejligheder delt sin Ford Escort med Le Mans-legenden.

Det bliver dog ikke Tom Kristensen, danskeren skal dele den nye Aston Martin Vantage GT4 med. WEC-køreren Tom Kimber-Smith er blandt kørerne, som han skal dele bil nummer 21 i GTX-klassen med. Samme kørersammensætning er også til start i Dubai 24H i januar.

Bilen bliver drevet af Barwell Motorsport i GTX-klassen for GT4-biler og Cup-racere som Porsche GT3 Cup. Det øvrige, og ret stærke felt, består fortrinsvist af GT3-biler. Gulf 12 Hours køres som to sekstimersløb med pause ind i mellem.