Efter en hård kvalifikation var det op til vejrguderne og strategien, da sekstimersløbet på Circuit of the Americas blev afviklet søndag nat dansk tid. Tom Kristensens Audi R18 e-tron quattro døjede under kvalifikationen med problemer i elektronikken; nærmere betegnet den del af elektronikken som sørger for at hybridsystemet fungerer optimalt. Det rakte derfor kun til en sjetteplads i kvalifikationen.
Alligevel lykkedes det for Kristensen og teamkammeraterne Lucas Di Grassi og Loic Duval at køre sig frem til andenpladsen i løbet af de seks timer. Undervejs blev løbet kortvarigt afbrudt af skybrud, hvor flere biler kom på glatis og skøjtede af banen, heriblandt begge Toyota LMP1-biler. Herefter kunne Audi gå i front med to biler, og mens Tom K. kunne køre i mål på andenpladsen under et minut fra vinderne, gav det en sejr til Marcel Fässler, André Lotterer og Benoît Tréluyer.
Danske Young Driver Aston Martin Racing måtte vinke farvel til en sejr i GTE-AM-klassen. Nicki Thiim’s stand-in, Richie Stanaway, kunne gå i front af løbet efter at have startet løbet på andenpladsen. Den føring kunne meget vel have holdt hele løbet, men da skybruddet kom og det røde flag blev fundet frem, var #95 allerede i pit med David Heinemeier-Hansson bag rattet. Ifølge WEC-regelsættet betød det, at danskerbilen måtte sidde en omgang over, da løbet blev givet frit igen.
Heinemeier-Hansson og Kristian Poulsen gjorde deres for at indhente det fortabte, men uden held. Til gengæld kunne deres tidligere teamkollega, Christoffer Nygaard, fejre en fin sejr med Aston Martin #98.



