Nyheden om at DTC bliver reinkarneret i form af et felt med brølende Camaro Cup-racere med V8-motor vækker begejstring blandt både Racemags læsere og danske kørere.

De kører, som Racemag har talt med om ideen, støtter alle op om konceptet og giver det thumbs up.

Blandt foretalerne er – ikke overraskende – Jan Magnussen, der flere gange har udtalt, at den svenske Camaro Cup har budt på noget af det mest underholdende racing, som han har oplevet.

– Dét her er det rigtige! V8-motorer, rørramme og lave omkostninger, det giver bare rigtigt race. Så kan de lade deres hatchbacks blive ude på parkeringspladsen, siger Jan Magnussen til Racemag.

Racerkøreren, der blot har kørt en enkelt gang i Danmark i 2011 håber, at ideen bliver til noget – men ærgrer sig samtidig over timingen, hvor den tidligere DTC-serie er slået sammen med den svenske ditto.

– Vi (DTC-feltet, red.) kiggede på det her for fem år siden. Peter Elgaard og jeg foreslog det samme koncept i 2006, men da ville ingen gå med på det. Men nu ser vi i Fukamuni Racing på næste år – heroppe i Sverige bliver det rigtigt spændende, men hvis der er en serie i Danmark, så er jeg der også, siger Magnussen videre.

Også den tidligere dobbelte DTC-mester Michel Nykjær synes om ideen.

– Det kan blive rigtigt spændende. Baghjulstræk er godt – med forhjulstrækkere ved man, at dækkene går lidt død, hvis man presser dem, mens man med en baghjulstrækker kan give mere gas et helt løb. Et par store navne og tv-aftale, så skal det nok blive godt. Jeg ville gerne kombinere det med noget andet, men jeg har fokus på WTCC, siger Nykjær til Racemag.

Så vidt Racemag erfarer kan der allerede være så mange som otte tilsagn om deltagelse i den nye serie. En eller flere tidligere DTC-mestre ventes at stå på gridden i 2012.