Når den rent digitale del af FIA Motorsport Games skydes i gang i Mistral-hallen på Circuit Paul Ricard, så bliver det med den dobbelte danske mester Mikkel Gade mod konkurrenter fra 56 nationer.
Danskeren, der tidligere i år med succes forsvarede det officielle DM i e-sport, Porsche Esport Carrera Cup Denmark i iRacing-spillet, skal nu forsvare de danske farver i Assetto Corse Competizione-spillet.
Her har danskeren trænet intensivt for at være klar, når starten går til første træning allerede torsdag. Inden da er alle atleterne præsenteret i Marseille, hvor de mere end 600 deltagere skal vise de nationale farver frem.
I 20 ens rigs skal de digitale versioner af GT3-racerne, der kører lige på den anden side af hegnet på Grand Prix-banen, dyste mod hinanden i træning, kvalifikation, kvartfinaler og sidste chance-race fredag. Semifinaler og det 60 minutter lange finaleløb i Fanatec Esports køres lørdag aften.
Du kan se det fulde program for FIA Motorsport Games her.
Udvalgte discipliner kan følges live her.




