Forside Andre serier Karting Dansk Super Kart afgjort i Grindsted

Dansk Super Kart afgjort i Grindsted

Tredje og afgørende afdeling af Dansk Super Kart 2021 blev i denne weekend afgjort i Grindsted. Det gik ikke stille for sig, da mesterene i Dansk Super Kart skulle findes, og løbene var tætte og intense.

Da DKM (Deutsche Kart Meisterschaft) blev kørt på samme tid som den sidste DSK afdeling, manglede nogen af klasserne et par kørere, som ellers havde deltaget trofast i løbet af sæsonen. Ikke desto mindre stillede 92 kørere til start fordelt på de 8 klasser: Cadett Mini, Cadett Junior, OK Junior, OK, DASU Junior, DASU Senior, KZ2 og KZ Gentleman.

Marc Alexander Reistrup tager mesterskabssejren i Cadett Mini

I den alleryngste klasse, Cadett Mini, har de i løbet af sæsonen blot kørt et enkelt løb til afdelingerne. I det 6-mand store felt har Marc Alexander Reistrup ligget i tops i alle afdelinger inklusiv DM, men har i høj grad også fået kamp til stregen af Matteis Stigsen – også til denne afdeling leverede de to tæt race, i sær i finalen, hvor de skiftevis lå 1’er og 2’er. Det blev dog endnu engang Marc, der løb med sejren; både til tredje afdeling og i det samlede DSK mesterskab! Matteis satte dog finalens hurtigste tid, og hans præstationer i løbet af sæsonen bragte ham en samlet andenplads i mesterskabet. Sigurd Stubberup tog mesterskabets tredjeplads. Rigtig flot kørsel i det unge felt.

Romeo Haagh tager mesterskabssejren trods modgang i sidste afdeling

I den næstyngste klasse, Cadett Junior, gik det også vildt for sig og feltet havde mange tætte kampe om de eftertragtede mesterskabsplaceringer. Man kunne godt mærke, at det var sidste afdeling og at nerverne sad uden på tøjet for de unge kørere. Lørdag bød finalen på tæt race mellem Romeo Haagh, Oliver Rasmussen og Magnus Lundstrøm. Romeo havde ligget forrest det meste af heatet, men efter tumult røg han af banen – Romeo havde dog langt fra tænkt sig, at give op og fik kæmpet sig flot frem i feltet igen. Det blev dog Oliver Rasmussen der løb med sejren, mens Magnus Lundstrøm kom på andenpladsen og Scott Muoro kom på tredjepladsen. Om søndagen blev det endnu engang Oliver Rasmussen, der løb med finalesejren, efterfulgt af Romeo på andenpladsen og Mika Rünitz på tredjepladsen. Den flotte dobbeltsejr var dog ikke nok til at sikre Oliver mesterskabssejren. Romeo Haagh vinder det samlede DSK mesterskab i Cadett Junior 2021! Oliver Rasmussen fik kørt sig til en samlet andenplads, mens Scott Muoro gjorde dem selskab på podiet med en samlet tredjeplads.

Anton Saugmann Güllich vinder det samlede mesterskab i OK Junior

I OK Junior var det lykkedes at stille med et lidt større felt på 16 kørere. I lørdagens løb var det Oliver Hedegaard, der løb med sejren efterfulgt af Christian Dannemand Jørgensen på andenpladsen og Noah Jøker på tredjepladsen. I søndagens løb var Anton Güllich tilbage i toppen og tog sejren, mens Noah kom på andenpladsen og August Stensholm tog tredjepladsen. I det samlede mesterskab var det altså Anton Saugmann Güllich, der havde kørt sig til sejren! På mesterskabets andenplads kom Villads Lindenskov, mens Christian Dannemand Jørgensen kom på en samlet tredjeplads.

Victor Wolfsohn tager tæt mesterskabssejr i OK

I OK blev den sidste afdeling afgørende! I det 9-mand store felt, var der lagt op til spænding, da der var tæt i pointene i toppen af mesterskabet. Lørdagens finale blev vundet af Valdemar Aggerholm Kasting, efterfulgt af Christian Droob og Magnus Germansen Daae. Om søndagen gjorde Victor Wolfsohn comeback og tog finalesejren, efter at være endt bagerst i feltet lørdag. Magnus og Christian byttede plads og endte hhv. på 2. og 3. pladsen. Wolfsohns sejr betød, at han også tog sejren i det samlede mesterskab. Alexander Hartvig tog mesterskabets andenplads, mens Magnus Germansen Daae sikrede sig tredjepladsen.

Finale- og mesterskabssejr til Alexander Müller i DASU Senior

DASU senior stillede med et imponerende felt med hele 28 deltagere – der var altså lagt op til intenst race om de forreste tre pladser! Det var dog igen Alexander Müller, der var den hurtigste og vandt finalen samt satte den hurtigste tid. Andenpladsen blev besat af Kevin Brandsborg, mens Jannik Nielsen tog tredjepladsen. Det blev også Alexander Müller, der tog sejren i det samlede mesterskab! Emil Tanggaard tog mesterskabets andenplads og Patrick S. Rasmussen tredjepladsen.

Frederik Kirkegaard tager sikker mesterskabssejr i DASU Junior

I det lille DASU Junior felt, var der også tæt kamp om pladserne. I finalen var det egentligt Frederik Kirkegaard, der kørte først over stregen men en tidsstraf satte ham tilbage på en andenplads, og Lotus Tveen overtog førstepladsen. Jens Christensen tog finalens tredjeplads. Det var dog stadig Frederik Kierkegaard, som tog en sikker og overbevisende mesterskabssejr! Oliver Ørndrup besatte mesterskabets andenplads, mens sejren lige nøjagtigt bragte Lotus Tveen tredjepladsen i mesterskabet.

Mads R. Thomsen vinder mesterskabet i KZ2

KZ2 havde også fået samlet et flot stort felt med hele 19 deltagere. Det blev Mads R. Thomsen der løb med finalesejren både lørdag og søndag. Om lørdagen blev han efterfulgt af Rasmus Haugaard og Mads Lund Jensen. Om søndagen kom Thomas Hamann Dam på andenpladsen, mens Rasmus Haugaard tog andenpladsen. Det blev også Mads, der vandt det samlede mesterskab, stærkt efterfulgt af Rasmus Haugaard. Gustav Krogh kom på mesterskabets tredjeplads.

Ove Dalgård Christensen tager mesterskabssejren i KZ2 Gentleman

KZ2 Gentleman har hele sæsonen bestået af en lille klasse, i denne weekend med blot 4 deltagere, som har kørt med i det store KZ2 felt. Til denne afdeling blev det Mogens Inthanai, der løb med lørdagens finalesejr, mens det var Ove Dalgård Christensen, der løb med sejren om søndagen. Samlet set blev det Ove Dalgård Christensen, der løb med mesterskabssejren efterfulgt af Mogens Inthanai og Rudi Jørgensen.

Stort tillykke til alle mestrene i Dansk Super Kart 2021! Tak til alle, der har deltaget i løbet af sæsonen og har været med til at skabe spændende race i dansk karting. Se et udvalg af billeder fra tredje afdeling af DSK herunder:

Tak til holdet bag DSK for at have stablet hele arrangementet på benene og sørget for, at vi har fået endnu en velafviklet sæson. Tak til de frivillige der weekend efter weekend har stået til rådighed på de danske baner, for at sørge for at løbene har kunne foregå sikkert.

Se mesterskabsstillingen i Dansk Super Kart 2021 her.