Tvilum Rally Show i Fårvang er ved at blive en fasttømret tradition, der år efter år lokker både rallyelite og masser af tilskuere.
Og 2011-udgaven, der køres den 12. august, er ingen undtagelse.
60 hold er tilmeldt rallyshowet i Fårvangs industrikvarter, hvor blot de 20 af dem går videre til finalen.
Ligesom tidligere år vil Tvilum Rally Show få deltagelse fra nær og fjern. Flere udenlandske kørere har meldt deres ankomst til løbet, mens også mange af deltagerne fra den danske rallyelite er til stede foruden flere deciderede rallysprintspecialister.
Fra Danmarksmesterskabet i rally stiller blandt andet DM-etteren og sidste års vinder Brian Madsen i sin Peugeot 306 Maxi. Han får hård konkurrence fra DM-rivalerne fra Peugeot Sport Dealer Team DK med Esben Hegelund, Christian Jensen, og Ib Kragh.
Ud over rallysprintet vil der også være udstilling af MC’ere samt klassiske rallybiler.
Tvilum Rally Show er blevet en institution i dansk rallysport, og løbet kan afvikles i år for 33. gang. Tvilum Rally Show afvikles fredag den 12. august 2011 i forbindelse med det årlige Fåremarked i industrikvarteret i Fårvang, som ligger ved hovedvej 26 mellem Viborg og Århus. Parallelt med Tvilum Rally Show afvikles også Tvilum Classic Show, hvor alle har mulighed for at vise deres klassiske bil eller motorcykel frem uanset mærke eller klubtilhørsforhold.