Opdateret 13. juni 2026 9.45

Otte danskere var fredag formiddag til start i det tre timer lange Road to Le Mans-løb, som tæller LMP3-prototyper og GT3-sportsvogne.

I Road to Le Mans-løbet på Circuit de la Sarthe lykkedes det Philip Lindberg sammen med sin tyske makker Lenny Ried at køre deres Ligier JSP 325 fra High Class Racing i mål på andenpladsen i løbet – såvel i det generelle klassement som i LMP3-klassen.

Den dansktyske duo var startet løbet fra en beskeden 16. plads, men fik i løbet af den første time bevæget sig op gennem rækkerne, så Philip Lindberg faktisk førte løbet, da der på dette tidspunkt blev indsat safety car. I sidste ende måtte makkerparret dog opgive at følge med Arthur Rogeon / August Raber, som vandt løbet med et forspring på 23 sekunder.

Dansksingaporeaneren Danial Nielsen Frost tog den generelle femteplads sammen med Enzo Peugeot, mens Sebastian Bach fik en flot Le Mans-debut med en generel ottendeplads og syvendeplads i LMP3-klassen efter at have overtaget den grønne Forestier Racing Ligier #92 fra makkeren Lucas Fecury. En anden debutant – Christian Dannemand – havde derimod sammen med William Karlsson et svært løb i Inter Europols Ligier #43, som sluttede på en generel 38. plads.

Mikkel Gaarde Pedersen blev sammen med sin tyske makker Steve Sparrow nummer 21 generelt og tog femtepladsen i LMP3 ProAm som bedste danskerbil. Den tyske bronzekører satte mange pladser til i starten af løbet og kom en omgang bagud, men da Mikkel Gaarde Pedersen kom i Rinaldi Racings Ligier #66, steg tempoet gevaldigt. Mod løbets afslutning satte han hurtigste omgangstid af alle biler i feltet, blot for at se den slået af en kører fra LMP3-klassen, inden han på næstsidste omgang igen satte løbets hurtigste tid af alle. Mikkel Gaarde Pedersen forbedrede dermed sin banerekord for LMP3 ProAm-klassen fra 3.49,691 til 3.49,190. Banedebutanten Michael Hove blev sammen med Andrew Rackstraw nummer 33 generelt og tiere i LMP3 ProAm-klassen.

Som altid var Road to Le Mans-løbet præget af drama og afkørsler. Det begyndte i første sving, hvor bl.a. High Class Racings Porsche 911 GT3 R var involveret, og først på løbets fjerde omgang blev der registreret flyvende omgange. Oskar Kristensen nåede slet ikke at køre i Spirit of Lemans Ligier #24, efter at Christian Gisy to gange indenfor de første 12 omgange havde været i gruset med den. Også danskspanieren Mikkel Kristensen Illan udgik. Og dramaet sluttede først på allersidste omgang, hvor de to førende McLaren-racere i GT3-klassen ramlede sammen i udgangen af Mulsanne-svinget, hvor der lå masser af grus, og hvor en LMP3-racer samtidig ville overhale duoen.

OPDATERING:

Løbet blev afsluttet klokken 13.00. Først klokken 16.30 var der præmieoverrækkelse, hvor Mikkel Gaarde Pedersen kom på podiet og alene modtog trofæet for tredjepladsen i LMP3 ProAm, idet to af de forankørende biler blev udelukket. Bilen først over målstregen – M Racings Ligier #78 – havde en for tynd planke under bilen, mens bilen på fjerdepladsen – Inter Europols Ligier #34 – ikke formåede ved egen kraft at køre til parc fermé efter at have taget det ternede flag. Først klokken 21.54 offentliggjorde løbsledelsen det endelige resultat.