Der var fyldt op på tilskuerpladserne, da danmarksmestrene i karting søndag blev kåret under strålende sol på Roskilde Racing Center.
ASK Hedeland var værter for DM-weekenden, hvor der blev kørt om DIF-DM-medaljer og DM-medaljer i flere kartingklasser.
I de hurtigste klasser, KZ2 og OK, var der officielle DIF-danmarksmesterskaber på højkant, og her kørte Rasmus Haugaard – trods en skidt start – sig til DIF-DM foran Michael Faurschou og Magnus Fabricius Nielsen i gearkarts, KZ2.
I OK-klassen vandt Rasmus Buxbom Andersen foran Valdemar Aggerholm og Freya Normann.
I OK Junior var det lidt af en overraskelse, der endte øverst på podiet. Ikke at Romeo Haagh ikke er med helt i toppen af karting, men en omgang før mål lå han til den nederste podieplads. Et uheld mellem Niklas Vejen og Christian Dannemand Jørgensen i kampen om sejren sendte begge ud af løbet få sving før mål – til stor ærgrelse for begge, men stor glæde for Haagh bag dem. De nederste trin på podiet tog Viktor Brandt Smith og Mathias Klingenberg.
I klasserne for de mindste var der også masser af kampe ned gennem feltet på 20 kørere i Mini 60. Her vandt Oliver Fodor Rasmussen foran Mikkel Victor Niehues og Silas Egedal Friis.
I den danske nyhed, Dansk Metal Micro-el var der sejr til Victor Odin Soria foran Joachim Falkenberg Ottosen og Leroy Malmross. Feltet med elektriske gokarts brillerede ikke bare med tæt race, men også med underholdene motorsport uden mange decibel.
Se resultaterne fra DM i karting på Roskilde Racing Center her på motorsportdanmark.dk.
DM-weekenden vises også forskudt på tv på SPORT Live.
Dansk Metal Micro-el-sponsorer: DASU, Dansk Metal, ASKH, LUG, Nordea Fonden, Trackman A/S , ANR Maskinfabrik A/S