Danish Rally Championship (DRC) har nu valgt af ophæve promotoraftalen med DASU.

I en meddelelse citerer promotor Karl-Åge Jensen problemer med den samarbejdsmodel, der har været grundlag for en treårig aftale – der nu altså afbrydes før tid.

– Jeg håber, der kan findes andre løsninger for rallysporten, så der kan fastholdes en udvikling i promovering af sporten og en højnelse af sportens image. Er der interesse for det, er der i hvert fald skabt et godt fundament i DRC at arbejde ud fra. Men den samarbejdsmodel, vi har arbejdet efter, har simpelthen ikke været optimal. DRC’s ambition har været at styrke rallysporten – vi må dog erkende, at der ikke har været bred enighed om modellen til hvordan dette skulle gøres. Det er brandærgerligt, vi må give op midt i forløbet, men sådan er det jo desværre når flere parter skal være enige om vejen og modellen til at nå et fælles mål, lyder det fra Karl-Åge Jensen.

Danish Rally Championship (DRC) blev etableret 2010 på basis af en 3-årig promotoraftale mellem Karl-Åge Jensen og Dansk Automobil Sports Union.

DRC’s opgave har været at skabe en DM serie på 5-6 rallys pr. år i samarbejde med motorklubberne. Klubberne skulle have det sportslige ansvar for afvikling af løbene og modtage et fast honorar for dette, mens DRC havde det økonomiske ansvar og dertilhørende risiko i forbindelse med DM arrangementerne.

Denne samarbejdsmodel har desværre ført til drøftelser af opgaver, ansvar og kvalitet af udførelsen gennem hele forløbet. Modellen blev yderligere tilpasset op til indeværende sæson for at sikre et endnu større økonomisk incitament for klubberne, men det til trods er der på nuværende tidspunkt ikke opnået enighed med alle klubber. Derfor har DRC valgt at stoppe som sin promotoraktivitet efter DM2 2013 – Den Jyske Sparekasse, der køres i Juelsminde den 10. og 11. maj.

Der er ifølge Racemag endnu ikke afklaret, hvordan resten af sæsonen vil afvikles i Rally-DM.